Blot et kvarter efter vi gik ind i junglen, så vi de første orangutanger. En hun og hendes unge. De sad nogle meter oppe i et træ og var pænt ligeglade med os. Vi var pænt oppe at køre over dem.
Kort efter fik vores guide et tip om, at der var spottet en stor han. Han fandt den hurtigt. En kæmpe han, ca. 95 kilo, som sad få meter oppe i et træ. Der var en del grupper og guides, som kiggede på ham. Når han bevægede sig, gav guiderne instrukser til, hvornår vi skulle trække os tilbage, og hvornår vi kunne gå nærmere og tage billeder.
Han kom ned på jorden og nærmede sig – lidt skræmmende, men det var tydeligt, at guiderne havde helt styr på situationen. Han kom helt tæt på os og satte sig op mellem to tynde træer og poserede – fantastisk syn.
Guiderne er gode til at spotte dyrene, og varskoer løbende hinanden om, hvor der er set orangutanger.
De kan kende en del af orangutangerne fra hinanden og kan på lang afstand aflæse, om de er fredelige eller agressive. De fodrer ikke dyrene, men støder de på en agressiv orangutang, fodrer de den lidt for at holde deN i skak, mens de får turisterne af vejen. De fleste guider fodrer med mandariner og solsikkekerne frem for bananer, fordi det ikke mætter. De vil ikke lære dyrene, at de kan spise sig mætte hos mennesker, da det vil ændre deres naturlige adfærd.
Både guider og andre lokale behandler dyrene og naturen med den største respekt. De gør meget ud af at intet affald bliver efterladt, og at dyrene bliver forstyrret så lidt som muligt. Vi er hele tiden i junglen på dyrenes præmisser.
Den sidste dag kom vi forbi en ung hun ourangutang, som tog fejl af en gren og faldt ca. 20 meter ned fra et træ og ramte jorden med en stort bump. To guider smed straks alt, hvad de havde og sprang i raketfart ned gennem den tætte skov for at se til hende. Men hun var heldigvis hurtigt på vej op i træet igen, uskadt – tydeligvis til guidernes store lettelse.
