Selvforsvar – et tilløbsstykke

Pulau Weh

På Freddies spurgte vi, om de kendte en karateskole eller lignende, hvor vi måske kunne få lidt undervisning. Det mente de godt, at kunne hjælpe os med, så vi blev sat op med en tuk-tuk chauffør som kendte stedet, en dag kl. 18.

Han kørte os ind til øens hovedby, Sabang (en meget lille by), hvor han kørte direkte til en central plads, som lå i en fordybning midt i byen. Der var helt tomt. Han så lidt bekymret ud, men startede straks sin tuk-tuk igen, og kørte nu rundt på må og få i 20 minutters tid. Til sidst sagde han på sit meget sparsomme engelsk, at der nok ikke var noget karate i dag. “Måske er det så kl. 17 i stedet”.

Børn og unge i alle størrelser trænede dagligt sammen. Følte os lidt som store hvide klodsede klumper ved siden af dem…

Så vi aftalte at mødes igen næste dag kl. 16.45 og sætte næsen mod pladsen i håb om at finde karateskolen.

Og sørme så – næste dag fandt vi pladsen fuld af børn og unge i kampdragter, med måtter, sparkepuder og masser af energi. Vores chauffør fremsatte vores ønske for den unge træner, som begejstret inviterede os til at se på træningen, og derefter selv at blive instrueret.

Når det regnede, rykkede vi inden for og trænede sammen med et trommedans, der øvede til Indonesiens uafhængighedsdag den 17. August.

Da træningen var slut, gav han os en meget pædagogisk introduktion til de første grundlæggende trin og øvelser i det, der viste sig ikke at være karate, men selvforsvar – self defence art.

Efter opløbet langs pladsen og antallet af smartphonekameraer rettet mod os at dømme, har træning med 5 hvide skabninger som os nok været årets største begivenhed i Sabang. Og samtlige unger blev hængende efter træning og filmede non-stop vores udskejelser på måtterne.

Efter en times tid takkede vi og sludrede lidt med de unge drenge og piger. Træneren afviste blankt at få betaling for undervisningen, men sagde straks ja til at mødes med os samme tid og sted de følgende to dage.

Det blev til tre hårde og meget underholdende eftermiddage med de unge mennesker, som skiftedes til at træne os. Vi (særligt Karen Marie) skriver nu jævnligt med nogle af drengene på Instagram.

En af de unge piger invilgede i at lave en lille opvisning for åbent kamera – i en for os ukendt, men meget imponerende kunstart.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...