Hvad sker der med sådan en familie på 5, når vi fjerner de vante og trygge omgivelser og alle forpligtelser som skole, job, have, hus og husholdning? Når vi har uendeligt meget tid sammen på utroligt lidt plads? Når vi hver dag skal tage stilling til, hvad dagen skal indeholde, og gerne blive enige eller i hvert fald finde gode kompromisser for dagens program? Når vi ikke har vores venner i hverdagen til at søge tilflugt hos, når forældre eller søskende er irriterende, urimelige eller tarvelige? Når vi ikke har den hjemlige komfort, vores ting og sager, lidt mere tøj at vælge imellem, vores helt eget værelse eller helt egen seng, som er hellig, og hvor man kan smide alle andre ud, når man har brug for ro og fred? Når Peter ikke med jævne mellemrum kan tage afsted i lidt længere tid ad gangen og gøre sine ting – alene eller med venner?
Jeg har hjemmefra været spændt på familiedynamikken og forventet, at der nok i de første 4-6 uger ville være masser af kanter, der skulle slibes, masser af konflikter, der skulle håndteres, masser af frustrationer, der skulle leves med.
Men det er gået overraskende anderledes. Der har været frustrationer og konflikter, men meget meget få. Børnene har været i balance og gode venner stort set hele tiden og de har virkelig fået det bedste ud af hinanden.
Karen Marie, som ikke rigtigt har glædet sig til rejsen, og som i meget lang tid var utilfreds med at vi skulle afsted, har fundet sig til rette helt fra begyndelsen. Hun er glad, rolig og har masser af energi. Hun er engageret i de ting vi laver, hun elsker hjemmeskolen (selv om hun også savner vennerne lidt), og hun nyder tydeligvis sin rolle som storesøster og al tiden med mor og far. Hun tager sit rum ved at finde på ting med Anna og Rasmus, som hun kan sætte i gang og styre med kyndig hånd. Og ved at gå en tur ud i byen alene inden vi andre står op.
Vi har lige nu været en uge i Kuala Lumpur, og det gør ikke noget godt for familiedynamikken. Her bygger frustrationerne sig langsomt op, og alle begynder at gå hinanden lidt på nerverne. Så det er godt, at vi drøner ud af byen i morgen tidlig og får lidt luft om ørerne i Cameron Highlands.
Og så må vi se, hvordan det går fremover. Måske det bare er honeymoon effekten, vi har mærket indtil videre… hvem ved, om det hele eksploderer lige om lidt… mere om det senere…