En gennemgående observation for mig er, hvordan arbejdet er tilrettelagt inden for de områder, vi støder på som rejsende – altså primært servicebranchen.
Det er slående, så mange ansatte der er på hoteller og restauranter – og hvor meget af tiden, de bruger på at “hænge”. Tempoet er simpelthen så lavt, at man næsten falder i søvn af at se på dem. Stemningen er meget forskellig de forskellige steder – nogle steder hænger medarbejderne, men kommer straks springende, hvis der pludselig er noget at lave. Andre steder (som fx på Panorama Chalet, hvor vi boede på Perhentian Kecil) foregik alting i slow motion, så fx når køkkenet ringede med klokken med besked om, at den bestilte mad var klar, gik der lige et halvt eller helt minut før tjeneren rejste sig og med slæbende fødder i snegletempo bevægede sig de tre meter hen til køkkenlugen og derefter hen til os med maden. Så måtte vi typisk selv rejse os og hente bestik og servietter på disken, mens tjeneren satte sig tilbage til sin telefon og så videre på YouTube.
Det får mig til at føle mig super privilegeret, at jeg bor i et land, hvor vi tillader os at tale om et “udfordrende”, “meningsfuldt”, “spændende” og “udviklende” arbejde. At jeg med min uddannelse og økonomiske position kan tillade mig at fravælge arbejde, som jeg finder kedeligt. At jeg endda kan tillade mig at have et arbejde, som er dårligere lønnet, end hvad jeg KUNNE få, men som jeg vælger, fordi jeg synes, det er meningsfuldt og spændende.
Selvfølgelig er langt fra alle i Danmark så privilegerede som jeg, men de fleste danskere er dog noget mere privilegerede end hovedparten af borgerne her, som jeg har indtryk af enten har vanvittigt kedelige jobs eller vanvittigt fysisk hårde jobs – og alle med arbejdsvilkår, som vi ikke en gang kan forestille os i Danmark. Fx de usigeligt lange arbejdsdage – fra tidlig morgen til sen aften.
Hvad gør det ved en at lave så lidt? Og hvad betyder det for et samfund, at arbejdet er fordelt som det er her? Jeg ved det ikke, men det giver anledning til en del refleksioner, når jeg i øjeblikket læser “Pseudoarbejde” af Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen. Der er tilsyneladende ikke så meget “pseudo” her. Ingen ser ud til at lade som om, de har travlt. Enten knokler de som bæster eller også hænger de med næsen i en skærm.