Kender i den der følelse af at gå fra forståelse til erfaring? Hvordan noget man godt ved synker ind. Helt ind i maven og bliver til erfaring. En bevægelse fra noget kognitivt sprogligt begrebsagtigt, til noget mere kropsligt og følelsesmæssigt funderet. Før jeg tog på denne rejse, forstod jeg begrebet fattigdom. Jeg vidste naturligvis at der er fattige mennesker i verden, i særdeleshed i Thailand. Jeg vidste også at der er fattige mennesker i Danmark. Men det er ikke noget jeg havde erfaret. Jeg kender ikke fattige mennesker, og jeg har ikke personligt stiftet meget bekendtskab med fattigdom. Hvad det egentlig vil sige at være fattig. Jeg havde ikke erfaring med fattigdom.
Jeg vil ikke gå så langt som til at sige at jeg har fået erfaring med fattigdom på denne tur, men jeg er nået til at erfare, hvor stor en forskel der egentlig er på “os” og “dem”. Jeg har fået en glimtvis følelse der rækker længere end forståelse. Hvad et fattigt liv egentlig er.
Børnene vi underviser herude oplever vi først og fremmest i skolen. Som børn. Glade børn, der smiler, pjatter med os og er nysgerrige over for os. De er beskidte, går i beskidt tøj, spiser helst 3 portioner og går i lidt flade sko. Men de er næsten alle sammen glade. Vi har også fået et dejligt forhold til mange af dem. Vi kender efterhånden mange navne, og kender lidt til de enkeltes sindelag og personlighed. Hvem der er stille, hvem der er fremme i skoene, hvem der er nysgerrige og hvem der er frække. Det er børn som jeg elsker at se smile, som er glade, kommer mig i møde, pjatter med mig, og udfordrer mig i armlægning og “gå på hænder”. De betyder noget for mig, og for os.
Det er også børn der er virkeligt fattige. Jeg oplevede for første gang en flig af erfaring med fattigdom, da jeg kørte med lejrchefen for at hente et par af børnene til en weekend aktivitet.
En utilsigtet fattigdoms-safari
Vi bor på grænsen til en enorm appelsin plantage, hvor de fleste af børnenes forældre arbejder. Vi kørte ca. 10 km ind i plantagen, ad veje der mere var huller end vej. Her bor og lever plantagens arbejdere og deres familier. Op og ned ad de kemikalier der gør appelsinerne blanke og skinnende. I skure af blik og træ. Forældrene arbejder 9 timer om dagen, alle ugens dage, 365 dage om året. Ingen weekend, ingen ferie. Både drenge og piger. Lønnen er ca. 200 bat (40 kr.) pr dag, for en voksen mand. 110 for Mung, den ældste af vores elever der netop er startet 4 dage om ugen i plantagen. Der er ikke stole eller borde, der ikke engang gulv, men blot hårdstampet jord. Børnene er, hvis de ikke er i skole, overladt til sig selv og hinanden, indtil de er stærke nok til at arbejde i plantagen – omkring 14-15 år. Familien sover på tynde plastic måtter. Der er ikke vinduer i væggene, blot huller. Der ligger skrald og brænder mange steder.
Der er ikke stole eller borde i husene, og både madlavning og spisning indtages på gulvet – de fleste steder laves alle måltider over bål. Visse steder er er der gas. Der er ingen rent vand, og der vaskes tøj i åer og små søer. Der går halvvilde hunde og katte omkring. Når arbejdsdagen er slut, indtages der hjemmerullede cigar-lignende cigaretter, med et par glas af den hjemmebrændte whiskey. Indkøbt pr. Glas i vores lokale kiosk, fordi der ikke er penge til at købe en flaske. Vi ser ofte folk på aftenjagt med pandelamper i rismarkerne for at fange sump-rotter og slanger – så er der kød på bordet. Læg dertil at og disse mennesker er flygtninge fra Myanmar der har kæmpet for at komme hertil og få et job.
Turen gennem plantagen var en slags utilsigtet fattigdoms safari. Her bor mange af “mine” børn. Tongshop, Jarun, Nium, Pongphat, Jing og alle de andre. Mine glade børn, der har absolut ingenting. De lever som børn af fæstebønder i et feudal samfund anno 2019. Der er fokus på det næste måltid, og betaling for en simpel vaccine, ikke på legeaftaler, skærmtid, eller Halloween.
En mavepuster af følelser.
Dels var det en oplevelse af overraskelse og ydmyghed over for første gang at “erfare” fattigdom – ikke i selv at være fattig, men en helt konkret erfaring af, at disse børn er virkeligt fattige. Fattigdommen her berører nogen der betyder noget for mig. Det er lidt pinligt, men det er første gang i mit liv at jeg erfarer hvad det vil sige at have meget meget lidt. I Danmark diskuterer jeg gerne fattigdom, kontanthjælp, osv. Men indtil nu har min forståelse af hvad fattigdom er været uendelig simpel. Erstat derefter “fattig” med “tyk”, “handicappet”, “voldsramt”, “stresset”, “PTSD”, “flygtning”, “Misbruger” osv osv. Min oplevelse af fattigdom blev accellereret af en erkendelse af uvidenhed. Der er en afgrundsdyb forskel på at forstå et begreb, og erfare det, og ikke desto mindre er jeg ihvertfald skyldig i at tolke og dømme fra min side af bordet. Det tror jeg der er mange der er.
Does it matter?
Der var håbløshed. Hos mig vel at mærke, ikke hos dem. Vores indsats her, ud over vores donationer, er at lære dem engelsk og matematik. Vi har en “vestlig” drøm om udvikling og fremskridt. Om at ændre børnenes fremtid til noget bedre. Men børnenes fremtidsudsigter virker fasttømrede. vores indsats til trods. Kim, vores tolk, fortalte, at der ofte ikke er mad nok – nogle børn sulter. “Mine” børn sulter. Og at 99% af dem har et liv i appelsin plantagerne foran sig. Ligesom det var utænkeligt at bønder i 1800 tallets Europa skulle spørge sig selv om de skal være andet end at være bønder, er langt de fleste af disse børns fremtid sandsynligvis også fastlagt, vores indsats til trods. Spørgsmålet “hvad vil du bruge dit liv på” er noget vi bruger meget tid på at tale med vores børn om, men det giver meget lidt mening her. Der er ikke noget spørgsmål.
Vi kan bare rejse igen
Jeg oplevede også en form for irrationel flovhed over at være på “udflugt” her blandt fattige børn. Vi tager herud med vores børn som en oplevelse. For at vise vores børn en anden verden. Det er en fantastisk karakteropbyggende ting. Men vi er er som tilskuere. Også som deltagere, javel, men vi kan til enhver tid hoppe på flyet, hvis vi bliver trætte af varme, beskidte børn, sved, lugt af tis, eller ris til morgenmad. En oplevelse af, at se sig selv i perspektivet som den “rige” besøgende der bogstavelig talt fotograferer dem og deres liv. At opleve den dybe forskel der er på “dem og os”. Selvom vi smiler og morer os, og kommer tættere på hinanden er en dyb forskel på dem og os. Vi vælger at være her, og gør det (også) “for oplevelsens skyld”. De er her – på godt og ondt, og mest bare på “hårdt”.
En stærk karakter
Turen vækkede også en følelse af beundring og respekt for disse børn. De er Nysgerrige, venlige og imødekommende. Hensynsfulde, hjælpsomme og flittige. Fulde af sjov og energi. Også når de voksne ikke kigger. De har en tårnhøj integritet, og en stærk karakter. Med andre ord; mange af de kvaliteter vi forsøger at kultiverer i vores børn og som ikke kommer automatisk, findes i overflod blandt disse børn. Det er både beundringsværdigt og tankevækkende. Opbygges disse kvaliteter til trods for deres “situation”? Som en funktion af taknemmelighed over det lidt de har? Måske i kraft af den? Hjælper fattigdommen på karakter opbygningen? Overflod fremmer ihvertfald ikke nødvendigvis .
Konklusion?
Hvad er så konklusionen på alt dette? Jeg ved det ikke, jeg er ikke sikker på jeg har en. Jeg kan ikke ændre verdens fattigdom heller ikke for disse børn uanset hvor mange penge vi donerer. Så situationen ER svær. Vores indsats her rykker nok ikke nogen ud af fattigdom. Samtidig oplever jeg vores indsats langt fra som meningsløs. Vi giver glæde, varme og nærvær. Og det er måske pointen. Jeg kan gøre hvad jeg kan. Nægte at give efter for kynismen. Jeg kan give den alt hvad jeg har. Give flere svingture. Give flere vaffelis. Flere High fives. Flere krammere. Spejle børnenes karakter, og insistere på at være her. sammen med børnene. I alt det svære. Med respekt, kærlighed og værdighed. For hvad er alternativet? Kynismen og håbløsheden må aldrig blive en mulighed. Aldrig.