Når det begynder at synke ind

Vi har nu været på Rai Som School Project i godt halvanden måned. De første dages chok over tilstandene har lagt sig, de første ugers forvirring over at være nye og ikke forstå meget af dagligdagen er forduftet, og vi har en hverdag, som vi nyder i fulde drag med alle dens dejlige, overraskende, svære, ubehagelige og fine øjeblikke.

Mine tanker og følelser om stedet og menneskene her ændrer sig med tiden, og de samtaler, Peter og jeg har om børn, kultur, skole, udvikling, opdragelse mm. – både om de lokale og vores egne børn – skifter også.

I begyndelsen var vi lettede over at se en skole med glade, velfungerende unger med stort gåpåmod, stor venlighed og hjælpsomhed, høflige, disciplinerede, hårdtarbejdende, selvfølgelig fattige, men også bare sjove, frække unger som alle andre.

Vi forestillede os (måske noget naivt), at deres primære udfordring var fattigdom og manglende uddannelse – to problemer, som skolen her er med til at afhjælpe.

Men som tiden går, får vi mere og mere viden om børnene og deres familier, og der begynder at tegne sig et noget andet billede. Vi får mere viden om om de enkelte børn – men også om livet i familierne, den kultur de kommer fra, de udfordringer skolen oplever osv.

Vi hører om masser af vold og nedgørelse i familierne. Om forældre, der drikker og tager stoffer, så der ikke er penge til mad. Om børn, der er overladt til sig selv fra morgen til aften, med ansvar for adskillige mindre søskende. Om piger, der bliver gift som 13-årige, får børn, efterlader dem hos bedsteforældrene og rejser væk for at arbejde andre steder eller stifte en ny familie. Om en skilsmisseprocent på næsten 100.

Så nu ligner skolen mere og mere et fristed for børnene, hvor de til trods kan få lov til at være børn, lege, pjatte, være frække og være sammen med voksne, som møder dem med respekt.

Jeg har sat mig for at skrive en række korte artikler om de børn og voksne, vi tilbringer vores dage sammen med. Om de udfordringer de lever med og de løsninger, Rai Som iværksætter i forsøget på at give børnene et bedre liv end deres forældres.

De kommer på (her) bloggen over de næste dage og uger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...