Taipop er en følsom dreng på 14 år. Han er en dygtig skoleelev, og hans Thai lærer, Top, bruger ham som hjælpelærer, når der starter nye børn i klassen. Han hjælper med at oversætte og med at lære de nye elever thai.

Efter en måned kan børnene samtale på thai, efter endnu en måned kan de læse lidt, og efter tre måneder har de basale skrivefærdigheder.

Første klasse er den evige modtageklasse. Der starter nye børn cirka hver måned, efterhånden som deres forældre flytter til området for at arbejde. De nye børn begynder i første klasse, uanset hvor gamle de er. Det betyder, at klassen hele tiden rummer børn i alderen 7 til 14 år, og at der hele tiden går børn, der ikke taler thai.

Derfor er lærerne meget afhængige af de elever, som har været i klassen i et stykke tid, særligt de lærere, som ikke taler børnenes modersmål.

Men der forsvinder også hele tiden børn, nogle gange fra dag til dag. Deres forældre får arbejde et andet sted, eller beslutter at flytte tilbage til Myanmar. Mange gange ved lærerne ikke, om børnene kommer tilbage igen.

For lærerne, som alle er dybt engagerede i børnene, betyder det, at aldrig ved, hvor længe de har en elev, og hvor meget, de kan nå at lære dem. Derfor er lærerne tvunget til at fokusere på nu’et og bare gøre det så godt som muligt for det enkelte barn så længe de har det.

Så lærerne er ankrene for børn, som lever med meget stor ustabilitet. De ved aldrig, hvornår deres venner eller de selv rejser videre til et nyt sted og et nyt liv – måske uden muligheden for at gå i skole.