Problemet er lige så simpelt som det er grusomt. Jing er en af de store piger i vores skole. hun er en fast del af fællesskabet, og en af de piger vi føler vi “kender”. Hun er 14 år, altså to år ældre end Karen Marie, og har allerede takket nej til sit første ægteskabstilbud for et år siden (!!).

Jing er en del af en ekstraordinært fattig familie. Familien er, som alle de andre familier, illegale immigranter i fra Myanmar. Hendes mor har mistet sit job i plantagen, og moren og og Jings bror på 13 har de seneste 3 måneder været i Chiang Mai for at finde et bedre lønnet arbejde. (hun tjener ca. 130 baht dvs. ca 30 kr. om dagen i plantagen).

Jing forlader sandsynligvis skolen inden for de nærmeste dage, for at slutte sig til sin mor og bror i Chiang Mai. Hun er dog for ung til et officielt arbejde, har ingen ret til skolegang, og kender desuden ikke et øje i Chiang Mai. Hun er med andre ord overladt til sig selv, og endnu værre: hun er er en udgift i en familie der i forvejen ikke har nok. Hun har dog en værdi….

Jing skal forlade fællesskabet på Raisom, forlade sine venner, og sin uddannelse, og det er trist. Men der lurer en potentiel menneskelig katastrofe. Skolens mandlige lærer, Top er urolig for at Jing skal blive handlet. Solgt. Brugt. Trafficking er naturligvis en problemstilling jeg er bekendt med, men som optræder noget perifært på min indre problemradar. Det har ikke været på top 10 over problemer jeg bekymrer mig om.

Nu er det altså en pige jeg har haft tæt på, der er i risiko for at blive handlet. Pludselig springer begrebet frem med alle mulige betydninger og konsekvenser, som jeg gerne havde ladet det ligge i ignorancens skyggeland. Jing. 14 år og kun et barn.

Susie og jeg er helt på de følelsesmæssige pumper, og vi føler magtesløsheden snige sig ind. På den ene side sker den slags ting jo (givetvis) hele tiden, rundt omkring i verden. Rationaliteten vil spørge, “hvis i hjælper hende hvorfor så ikke alle mulige andre, der har det +/- som Jing?” På den anden side er det Jing. Vi har krammet hende hver dag i 2 måneder. Vi har lært hende at Rap musik staves med R, ikke med L. Og frem for alt er vi blevet knyttet til hende, og alle de andre børn. Vi er følelsesmæssigt engagerede.

Vi har besluttet os for at hjælpe hvis vi kan, og får lov. Vores eneste trumf er naturligvis penge. Vi kan måske betale morens ekstra løn i 3 måneder i håb om hun finder et job i nærheden. vi kan kan måske give Jing et overbetalt pseudo job. Vi kan måske løbende sende midler når vi forlader Raisom. Vi kan måske….

Sandheden er, at vi intet ”holdbart” “fornuftigt” eller ”meningsfuldt” kan gøre ved situationen. Andet end at pisse i bukserne, og håbe, at varmen ikke forsvinder alt for hurtigt. Men vi har tænkt os tisse alt hvad vi har lært, og til sidste dråbe. Nogen gange er det bedre end ingenting. Det er ikke en mulighed at slå ud med armene. Kynismen kan ikke sejre. Så vi kan ikke gøre andet.