“What man actually needs is not a tensionless state but rather the striving and struggling for some goal worthy of him. What he needs is not the discharge of tension at any cost, but the call of a potential meaning waiting to be fulfilled by him”

Viktor frankl.

Susie og jeg har ofte talk om forholdet mellem vækst og tryghed, og hvordan vi som mennesker, forældre og familie færdes på dette kontinuum. Vi lever mellem Kaos og orden, bevægelse og stilstand, udvikling eller status quo, lykke eller mening. Det er en virkelig interessant diskussion for os fordi vi I disse dage har alle muligheder for at skrue op og ned for begge dele. Det er samtidig relevant både for os som individer, som forældre og som familie. Altså fuld plade.

I vores samtaler med venner og familie inde vi rejste, og når vi ringer hjem, er det ofte et spørgsmål der går igen. “Er i lykkelige?” mange samtaler, både før og under rejsen, har drejet sig om lykke. Bliver vi lykkeligere af at rejse? Spørgsmålet er både relevant og meningsløst på samme tid. På den ene side er lykke blevet det ultimative mål med livet. At få et lykkeligt liv. Og rejsen her er for mange en ultimativ manifestation af lykke. Det var det også for os, især inden vi tog afsted. Men lykke har vist sig ikke at være det vigtigste begreb for os. Jeg tror vi er grundlæggende mere glade, nærværende, og vi oplever også glimtvise øjeblikke af lykke. Men for det meste er vi ikke mere lykkelige end da vi forlod danmark. 

Istedet er mening et mere dækkende begreb. Spørgsmålet burde måske være: “ laver du noget meningsfuldt?”. Og hvis det var spørgsmålet ville svaret være et klokkeklart ja. Mening skal her ikke at forveksles med den pop kultur der er opstået omkring purpose leadership og Corporation management. Det er langt mere konkret. Det meningsfulde er dybt forankret i en praksis. I en aktivitet. Mening er desuden bundet op på noget uden for, og større end mig. Mening er fremadskuende, og har ikke noget at gøre med om jeg er flygtigt i besiddelse af en bestemt følelse nu og her. Der er vigtigere ting i verden end om jeg er er lykkelig. Lykke er rart og godt, og jeg siger aldrig nej tak. Men jeg vil alligevel godt forhøje indsatsen – efter min erfaring er det meningsfulde er i højere grad forbundet med at gøre ting der er stik modsat af lykke. svært, hårdt og endda ubehageligt. Men det giver mening at vælge den svære vej. 

Mening, vækst og modstand

Mening og vækst er ikke det samme, men de er forbundne. Tæt vil nogen sige. Vækst kommer ofte af modstand. Kroppen bliver stærkere når vi sætter mere vægt på stængerne. Benene bliver hurtigere, hvis vi presser dem en lille smule hver dag. Dette er jeg overbevist om også er gældende for vores mentale muskler. De styrkes også når der er modstand. Vi vokser der vi ikke kan, hvor vi famler, og når der er modstand, og der samtidig er noget på spil. Modstand og mening er derfor også tæt forbundne størrelser. Ikke det samme, og ikke kun, men der er en tæt relation. Mening og modstand er derfor  ikke det samme. Svære ting, ting med modstand er ikke nødvendigvis meningsfulde. men de er også tæt forbundne. 

Da vi på et tidspunkt gik en tur til et udsigtspunkt klatrede Rasmus en genvej der var kortere, men ekstra stejl. Han gled og slog sig.Mens jeg holdt om ham sagde han gennem tårerne: “Men far – jeg valgte den svære vej”. Det har sat sig fast hos mig. At vælge den svære vej. Selvom der er en nemmere. Det er interessant. At vælge den svære vej. 

I dag er der mange områder hvor vi derhjemme har ryddet vejen for modstand. Måske for mange. Jeg gør en kult agtigt dyd ud af at optimere, fjerne sten fra vejen, gøre processer nemmere, gnidningsfri og uden modstand. Alt skal være så nemt og tilgængeligt som muligt. Det er ofte også det jeg forfalder til i forhold til mine børn. Så vidt muligt at navigere dem uden om problemer og svære følelser og så vidt muligt løfte det af deres skuldre hvis de alligevel rammer.

Men når der bliver mindre og mindre modstand omkring os, i takt med at vores liv og hverdag bliver mere komfortabel, nem og modstandsfri, bliver det derfor et aktivt valg at vælge den svære vej. 

At vælge at tage den svære vej er netop et valg, og et svært et af slagsen. Ofte i modstrid med hvad vi har lyst til. Nogen gange i modsætning til hvad der gør os lykkelige. Vi drømmer om det bekymringsfrie liv i hængekøjen, og øjeblikke af total modstandsfri fred er også rart og behageligt. Problemet er, at vi er mange, der for det meste, og alt for ofte opholder os i den modstandsfri zone. Det kan lyde nærmest absurd, men den svære vej kan være svær at finde. 

Den svære vej er nødvendig

Selvom det svære for det meste medfører vækst, er det er ikke et spørgsmål om at “træne” eller “optimere” frem mod et bestemt resultat, uanset at dygtiggørelse er både tilfredsstillende og godt. Ej heller er det et spørgsmål om selvpineri. “det skal gøre ondt for at det gør godt” er heller ikke pointen. 

Den svære vej er ej heller en omvej til endnu større lykke. Nogle gange er den svære vej bare svær. Børneforældre er mindre lykkelige end ikke forældre. Det vil mange vil nok skrive under på, med blæk, luk-og-lås og spejl. men der er få ting der er mere meningsfulde end at sætte børn i verden. 

Så hvorfor? Hvorfor gøre vælge at gøre tingene sværere for sig selv end højst nødvendigt? Ligefrem at opsøge modstanden, ud over den modstand livet i almindelig smider i vores retning? 

Jeg vil fremhæve et par refleksioner om hvorfor jeg mener det er vigtigt. 

Hvis ikke…: Den anden vej, den nemme og gnidningsfri vej, uden friktioner, bliver hurtigt uinteressant. Når intet skurer, eller støder imod er der et øjebliks lettelse, men også vej til komfort og sikkerhed. Orden bliver hurtig kedeligt. Et bekymringsfrit og nemt liv i hængekøjen under en skyfri himmel er ikke attraktiv når det kommer til stykket.

At strække sig: Den svære vej tilbyder desuden muligheden for at skulle strække sig, og gøre sit bedste. Der er flere chancer for at lave fejl, og det tilbyder et sted hvor man føler sig usikker. At blive komfortabel med at lave fejl er en karakter styrke man kun kan opøve ved at lave fejl. Ved at agere efter bedste evne, strække sig og stadig komme til kort.

De dunkle sider: Jeg tror desuden på, og har på denne rejse erfaret, at vi gennem modstand og svære situationer lærer aspekter af os selv at kende. Vi skaber et erfaringsgrundlag om os selv og vores egen menneskelighed, og vi kommer overens med både vores styrker og vores dunkle sider.

En investering: Hvis vi IKKE går den svære vej, vænner vores system til det nemme. Vi er vanedyr, og hvis vi vælger den nemme vej, svækkes vores kapacitet til at holde ved gennem noget svært. Det er en investering til at kunne stå oprejst igennem de svære perioder der med sikkerhed dukker op i ethvert liv. Når alting ramler, er det rart at have vænnet sig til at rette ryggen.

“Asceticism of this sort is like the insurance which a man pays on his house and goods. The tax does him no good at the time, and possibly may never bring him a return. But if the fire does come, his having paid it will be his salvation from ruin.”

Vækst er liv: Endelig er det for mig er vækst er en grundlæggende og vigtig værdi at iscenesætte. Liv er vækst. Hvis vi ikke vokser, står vi stille, og så er der ikke mere liv. Og selvom det ikke altid er tilfældet, er vækst i særdeleshed at finde på den svære vej.

Vi kan som familie, og enkeltpersoner vælge at gå den svære vej – selvom der er et nemmere alternativ. Vi bliver bedre til det du bruger tid på. Hvis vi skal lade være med at være bange for helvedesgabet skal du øve dig i at springe over. Indtil du ikke er bange længere. Ved at gå på den svære vej, bliver vi mere komfortable med at være ukomfortabel, og vi vælger at vokse – også selvom det ikke altid er behageligt. 

Den svære vej – hvad er adressen?

Den svære vej er ikke nødvendigvis abstrakt, men meget konkret. Det drejer sig om at finde en praksis hvor vi kan opøve en fornemmelse for balance samt modet til, igen og igen, at balancere mellem orden og kaos. Mellem omsorg og vækst. Mellem tryghed og usikkerhed. Det er for mig at se en central og meningsfuld pointe i vores tilværelse, kontinuerligt at befinde og genfinde os selv i dette grænseland.

Det kræver både mod, disciplin og styrke at vælge den svære vej, især når der næsten altid er et mere komfortabelt og bekvemt alternativ. Det har det også for os. De situationer der står klarest er naturligt nok særligt forbundet med denne rejse. 

Vi har i en række tilfælde valgt at sætte sende os selv ud på dybt vand. Tage to skridt ekstra ind i grænselandet til kaos. Først og fremmest har det krævet en dyb personlig og familiemæssig identifikation af hvad der er svært for os, hvor grænsen mellem orden og kaos egentlig ligger, og hvordan vi kan gå på denne sti uden at falde helt i grøften. Det kræver desuden både bevidsthed og disciplin at gøre ting der er svære. Det stiller krav til både voksne og børn. Men det er nødvendigt at gøre det, og gøre det jævnligt. 

Hvordan har vi gået den svære vej? Jeg vil illustrere et par konkrete eksempler fra vores rejse, hvor jeg kan mærke at vi har formået at finde, og gå på vores smalle sti mellem mellem orden og kaos.

At skabe momentum nok til at komme afsted

At mønstre kræfter og energi til at bryde den stabile tilstand som hverdagen er, og komme afsted er for mig et eksempel på at vælge den svære vej. Tiden op til rejsen var fyldt med en masse arbejde. Det kræver en hvis mængde energi at bryde ud af hverdagens hviletilstand, og den energi skulle vi finde oveni den almindelige hverdag. Mange valg, tvivl om destination, tvivl om hvordan vi nu planlagde godt. Det havde været meget nemmere at blive i hverdagen, som vi jo var glade for. Vi forlod ikke en synkende skude, eller var utilfredse med noget. Vi valgte rejsen til. Dels som en drøm vi ønskede at realisere, men som de fleste drømme indeholdt selve realisering en masse hårdt arbejde, og mange ting vi som familie skulle overkomme. At realisere drømme, ihvertfald denne, var et hårdt og svært stykke arbejde. 

At hjælpe frem for at opleve.

Vi har indtil videre brugt ⅔ af vores rejse på at arbejde frivilligt. Det var et valg vi traf allerede inden vores rejse. Ideen om at hjælpe er også både rigtig og meningsfuld, men selve arbejdet er ganske almindeligt. Det er ikke en lang række af livsbekræftende oplevelser, men ofte et hårdt og kedeligt arbejde. Vi kunne sagtens have valgt noget helt andet der var væsentligt mere behageligt og nemt. Når jeg møder familier på rejser som vores, eller læser om dem, er det ofte en stor tur fra det ene bucketlist check til andet. Vores arbejde på Raisom har ikke været fyldt med spektakulære oplevelser, safari, eller dykker ture. Det har til gengæld været helt afgørende for os i forhold til at forstå os selv og hinanden bedre, og mærke på egen krop hvordan den svære vej kan føre til vækst.

At være med skuffelse og brudte forventninger.

Da vi i oktober ankom på projektet, blev vi mødt af en mudret byggeplads, to ansatte der ikke snakkede engelsk og et hus der var fire bambusvægge, og et gyngende gulv. Her skulle vi være de næste 3 måneder. Det der skulle være rejsens højdepunkt, og som vi havde talt så meget om, lå indsmurt i mudder og søle. Det var tydeligt at hele familien havde forventet noget andet. Det er stadig uklart for mig hvad vi egentlig forventede, men det var ihvertfald ikke det. Skuffelsen lå som en dyne over vores familie, og de slotte vores forventninger havde bygget op brød sammen for øjnene af os. Susie og jeg talte om at tage tilbage til Chiang Mai, og lave planerne om. Vi fortalte ungerne at det var en mulighed at stikke halen mellem benene. Men vi valgte at blive, og implicit, stå med den skuffelse, og ikke mindst vores børns skuffelse, og vores egen tvivl. Det nemme valg ville være at vænne om, og det var egentlig mere børnene end de voksne der insisterede på at blive. Og det er en af de vigtigste beslutninger vi har truffet. 

Tid til at lade børnene stå selv og svaje.

Rejsen har genereret tid og overskud til at lade vores børn stå selv i svære situationer, over længere tid. At lade dem selv bevæge sig rundt i deres eget grænseland mellem orden og kaos, og finde selv tage de nødvendige skridt. Susie og jeg kan, som mange forældre tror jeg, have en tendens til at ville fjerne modstand for vores børn. Fjerne deres smerte, og hjælpe dem i deres kamp. Trøste. Herude har vi fået tid til at se, både nogle vores egne shortcomings som overbeskyttende forældre, men også overskuddet til at lade vores børn selv klare sig igennem svære situationer, og smertefulde perioder. Det er ikke et spørgsmål om at lade dem sejle deres egen sø. Det drejer sig om at lade dem have lov til at have det svært og selv klare sig ud af det, selvom det er smertefuldt for os at se vores børn have ondt. Det nemmeste er altid at beskytte dem, stadigvæk ihvertfald, det ville i sandhed have været mere komfortabelt. Det er vel nærmest indgraveret i forældre DNA’et at have en trang til at stoppe sine børns lidelse. Men vi forsøger at lade dem gå selv, og vi kan nærmest høre dem gro.

jo mere vi har engageret os og sat på spil

Der har været  tidspunkter hvor vi bevidst har gjort os selv til begyndere. Karen Marie har undervist klasse efter klasse af børn, på engelsk. Rasmus har opdyrket venskab uden sprog. Vi har skåret i træ, lavet keramik, malet, og bygget. Det ville være nemmere, og sikkert også rarere at lade være, at holde os på den sikre side af grænsen. Men hver gang vi har sat os selv i begynderens sted, og fumlet, har vi oplevet en meningsfuld praksis – og vi er vokset, både som individer og familie.  

Når vi samler plastik.

Mange af de steder vi rejser, de fleste, er der vildt meget plastik skrald. Vi har gjort det til en ting at lege mikro aktivister. At gøre noget hensigtsmæssigt der hvor vi er, uden at have forhåbninger om at ændre noget grundlæggende. Når vi går en tur, samler vi det skrald vi kan se eller bære, og smider det i en skraldespand et sted. Det er fuldstændig uden betydning, syssifos arbejde vil nogen påstå. Det er “ikke vores problem” og det er svært at konfrontere både os selv og børnene med det uoverskuelige svineri der findes i verden, og den håbløshed der er forbundet med at skulle skifte kurs, både i mikro og makro perspektiv. Vi kan ikke gøre en forskel. Men vi kan prøve alligevel. At gøre noget meningsfuldt selvom det er meningsløst. Og det er den svære vej. For alting og ingenting betyder noget. 

Når vi laver skole

Vi har besluttet at vores skolegang hernede i høj grad skal være drevet af det kreative, og at det skal gælde både børn og voksne. At skrive og tegne, de kreative discipliner vi nemmest tilgængelige til at skabe en kreativ praksis for at udtrykke sig, udfordrer os hver især. Det er nye discipliner, fyldt med selvbevidsthed, selvkritik, og modstand. Hvad skal jeg tegne? Hvad skal jeg skrive? Er det godt nok? Hvad hvis jeg ikke har lyst? Vi laver bunker af fejl, og vi strides med en ny form for kompetence, der ikke er nemt tilgængelig. Det er samtidig områder hvor der ikke er formelle”rigtigt og forkert” og hvor det at vurdere og kritisere er en stor del af øvelsen. Hvad fungerer her? Det er samtidig praksisser der kræver at man til en hvis grad giver slip på sine kritiker dæmoner og kommer overens med perfektionismen.

Hvad tager vi med?

Det tager tid, og overskud at vælge den svære vej. Det er både opbyggende, konstruktivt, ubehageligt og udmattende. Der er så mange muligheder for at vælge det nemme og det komfortable. Vi behøver aldrig komme fjerne os fra det nemme, med mindre vi vælger det. 

Rejsen har givet unikke muligheder for at undersøge og vælge den svære vej. Samtidig har det opbygget en bevidsthed om hvorfor det er vigtigt for os. Det bliver spændende at se om vi formår at holde den disciplin det kræver at stille os ud hvor det er svært, når vi fjerner det grundlag af tid og energi vi har, der hvor vi er nu. Står vi fast, eller falder forfalder vi til det komfortable? Jeg håber på det første. Men frygter det sidste.