Det er morgen, klokken er ikke 7 endnu og jeg sidder alene på Neus cafe, hvor jeg kan se ned på Nam Ou floden og stranden neden for landsbyen Muang Ngoy, hvor vi har været i en uge nu. Jeg så munkene på vej herned. De kom gående fra klostret for enden af vejen og mødte som de første tre muntert snakkende kvinder, som havde slået sig ned lige over for vores guesthouse. Den ene sad på en måtte med en kop kaffe eller the i hånden, de andre knælede ned på jordvejen. Otte munke på række, nogle i orange, andre i vinrøde klæder. De tre bagerste var kun drenge. De åbnede deres madkrukker, fik lidt sticky rice fra damernes sivbeholdere og stillede sig derefter op i en halvcirkel om kvinderne og halvt sang, halvt reciterede noget. Det gjorde de et par gange, og gik så videre.
Vi hører dem her hver morgen, når de slår på store trommer i templet. Måske er det sådan kvinderne ved, præcist hvornår de kommer.
Imens er der morgenaktivitet i landsbyen. Nogle mænd kommer op fra stranden, mens en kvinde gør klar til at vaske tøj i vandkanten. Hun tager strømperne af, stikker fødderne tilbage i sine klip klapper og sætter sig på hug i det helt lave vand. Hun lægger noget der ligner en natkjole på et stykke tømmer i det helt lave vand. Putter vand og sæbe på og skrubber den igen og igen med en stiv børste, mens sæben skummer op.
Lidt længere henne ad floden har en mand taget sandalerne af, smøget bukserne op og er vadet ud til sin lange båd, som ligger sammen med seks andre magen til i en lille klynge. Der ligger tilsvarende klynger af langbåde hele vejen langs stranden på begge sider af nedgangen fra landsbyen. Der er flest af de smalle både, hvor man sidder bag hinanden en og en på små træstole, som man placerer i bunden af båden. Der er også et par klynger af de større både, som har tag, styrehus og sæder langs begge sider af båden.
To store piger er på vej op ad den lange trappe fra stranden op til landsbyen. De tramper lidt på trinnene, for de bærer hver et stykke af en tyk træstamme. Hvert stykke er omkring en halv meter, og de er tunge. Den ene må holde flere pauser undervejs. Jeg kan ikke længere se hende for bananpalmerne og papayatræerne, der vokser langs trappen, men jeg kan høre hver gang det tunge stykke træ dumper ned på betontrinnet.
Hanerne galer uafladeligt rundt om i hele landsbyen og en baby græder i et af husene.
Det er koldt og fugtigt i luften. Skyerne ligger tungt over dalen, og man kan kun se den nederste del af bjergene, som rejser sig højt på hver side af floden.
En anden mand er kommet til på stranden. Han vader ud til en af de større både, som ligger fortøjret lidt længere ude på floden. Han rigger til og tænder motoren, som sender os og larm ud i den ellers så rolige morgen. Et øjeblik efter er båden og larmen forsvundet op ad strømmen. Måske han sejler på en af de faste afgange mellem landsbyerne langs med floden, startende fra nord mod syd forbi os og videre til Nong Khiaw, en lidt større landsby længere nede ad floden. På vejen passerer den en række landsbyer, som ikke kan ses fra vandet. Man kan kun se, at der bor mennesker, fordi der altid er aktivitet ved vandet. Børn der leger, voksne der sæber sig ind, vasker hår, vasker tøj eller henter vand i store malerspande, som de bærer to ad gangen på en tyk kæp, der ligger hen over den ene skulder. Det er en tung vej op til landsbyen ad den stejle skråning, der går fra vandet og næsten lodret op til det første plateau, inden de høje bjerge rejser sig.
Nu er kvinden endelig færdig med at vaske natkjolen, og hun er gået længere ud i vandet, hvor hun er i gang med at børste tænder. Hun skyller tandbørsten og munden i flodvandet og går tilbage til bredden, hvor hendes kurv står. Hun henter et stykke sæbe og går tilbage ud i vandet. Hun skrubber ansigt og hænder grundigt og skyller sæben væk. Tilbage på bredden tager hun sin nederdel af, som består af et stort stykke stof, der er syet som et rør, som man Trækker over hovedet, vikler den øverste kant tæt til i livet og stikker enden ned i kanten, så den sidder fast. Hun har en til inden under. Med den på går hun tilbage i vandet, så langt ud, at hun står i vand til lårene. Hun binder nederdelen op og stikker kanten i munden, så hun stadig har den på, men der er plads til at vaske sig under den. Hun tager et par bukser og sine trusser af og sætter sig ned i vandet og vasker sig. Så går hun tilbage til kurven og vasker bukser og trusser på tømmeret. Hun tager den tørre nederdel over hovedet mens hun vader ud i vandet igen. Hun tager den inderste, våde af, skyller den op, går tilbage til tømmeret og skrubber sine ben og fødder i en uendelighed. Endelig er hun færdig, samler sine ting sammen og går langsomt op ad trappen til landsbyen. Hun har været i gang i det iskolde vand i en time.
Selv sidder jeg med en kop varm the og priser mig lykkelig for mine tre lag uldtøj og mit nye halstørklæde, som en kvinde i nabolandsbyen har vævet. De første solstråler er endelig brudt igennem, selv om skyerne stadig ligger helt nede i dalen mod syd. Cafeen begynder langsomt at fyldes op, og jeg tænker, at min alenetid snart må være ovre. Glæder mig til striben af faste morgenkrammere fra min familie og endnu en dag uden de store planer.