Som I kan se, er det igen mig, der skriver. Og hvis I ikke ved hvem ‘mig’ er, så er det Anna.

Vi kom til det her projekt, hvor vi er nu, for tre dage siden. Det ligger i Paranthan i det nordlige Sri Lanka. Far og mor havde sagt, at vi slet ikke skulle forvente noget. At det sagtens kunne være, at vi skulle bo i et lille skur. Og så kom vi her. Og nu har vi et hus på ca. 80 m2, og vi har både vaskemaskine, el-kedel, køleskab og to badeværelser med bruser.

Det eneste minus er, at vi stadig mangler fx et ekstra skærebræt, en gryde og en grydeske. Men det er utroligt lidt, i forhold til, hvad jeg havde forestillet mig. Der var selvfølgelig også Rasmus’ og min seng, hvor madrassen er lavet af hø. Men det fiksede vi ved at lægge en tynd madras ovenpå.

Men det, jeg egentlig ville skrive om var, at det føles enormt dejligt, at man kan gøre så meget selv. Fx hænge tøj op og vaske op. Og så er Karen Marie og jeg blevet meget mere modne på det sidste. Det gælder nok mest mig, for Karen Marie var det i forvejen god til at tage initiativ, og det er nemlig det, jeg er blevet bedre til. Initiativ til at lave husholdningsting, som fx at starte vaskemaskinen, hænge tøj op uden for, vaske op, rydde op og lave mad.

Noget af det, der også motiverer mig er mor og fars ros. Det er det, der gør, at jeg vil blive endnu bedre til at tage initiativ.

Og så er der den her skole med enormt søde børn, som synes, det er en fest at røre ved Karen Maries og mit hår og hænder. Børnene har også virkeligt lange navne. Og jeg håber ikke, at mor og far har sat sig for at lære dem allesammen på den måned, vi er her.

Huset er dejligt, og jeg har det skønt. Noget af det der gør, at det her sted er så dejligt er, at man er meget mere selvproducerende, og man skal hjælpe til for at holde det hele i stand. I modsætning til, hvis man bor på et hotel, for der behøver man jo ikke at bekymre sig om at vaske sine ting op, rede sin seng eller vaske sit tøj – de gør det hele for en. Og det er også derfor, at jeg siger til mor og far, at vi godt selv kan lave vores mad her hver dag. Det er selvfølgelig okay, hvis de vil have vores “husdreng”, Nilsan til at vise dem en opskrift på noget sri lankansk mad. Men jeg synes bare, at det føles så godt, at man faktisk kan bidrage med hjælp og hjælpe med noget, for det er så sjældent, vi får muligheden for det, når vi rejser. Også at vi selv skal tage stilling til, hvilke nogle ingredienser og grøntsager, vi skal købe ind for at få den mad, vi gerne vil have. Og det er også meget nemmere at spise sundt på den måde.

Nårh, ja, så tager vi også bussen hver dag i 20 minutter ud af Paranthan til en anden lille by, hvor skolen, vi underviser på, ligger. Den bus, vi tager, er en lokal bus, og alle glor som besatte på os, når vi tager den. Heldigvis er der et busstoppested lige ved siden af skolen, kun 10 meter væk. Men til gengæld skal vi først gå 150 meter igennem den store skolegård, hvor der ikke er skygge. Normalt, når vi går hjem, er det 32 grader. Og nårh ja, så fra vores hus, skal vi gå en halv kilometer for at komme hen til bussen. Uden skygge.

Og i morges satte bussen os af 2 km. fra skolen, så vi skulle gå. Og igen – det er drøn varmt, så du har ikke liiiige lyst til at tage en vandretur i solen uden skygge.

Det var egentlig det, jeg ville skrive. Så jeg tror, at vi siger farvel for denne gang.