Vi er kommet til sri lanka, som rejsens sidste destination. Her skal vi bruge de kommende 2 måneder.
Sri lanka er de seneste år vokset drastisk som populær turist destination, kulminerende med Lonely planets prestigefyldte michelin rejseanbefaling “verdens bedste rejsedestination 2019”. Sidste års Terror angreb i Colombo satte en midlertidig bremse i hjulet på turist væksten, men i år vender folk efter sigende tilbage i stor stil.
Det er dog kun visse dele af Sri Lanka, den sydlige og vestlige del der drager fordel af turistvæksten.
En lang borgerkrig
Sri Lanka var fra 1983 og frem til 2010 (næsten 30 år!!) igennem en blodig borgerkrig. Konflikten mellem de to den tamilske minoritet (typisk hinduer), og Singalesere (typisk buddhister). Tamilerne ønskede at løsrive de nordlige provinser fra sri lanka, men blev over en lang periode gennembanket af den statslige singalesiske hær. Dette førte til en fuldstændig udryddelse af de modstandsgruppen De Tamilske Tigere.
Vi er lige nu i de nordlige provinser, hjemstedet for de hinduistiske tamiler, og dengang hjertekulen af de tamilske tigeres modstandsbevægelse. Provinserne her bærer stadig kraftigt præg af krigen.
Danmark er en udpræget ikke-krigspræget nation (ihvertfald inde for vores egne grænser), og ingen i vores generation har haft egentlige konflikter tæt inde på kroppen. Hvor vi er nu, er huse med skudhuller mere reglen end undtagelsen, udbombede eller nedbrændte ruiner, og forladte spøgelseshuse og -byer. Det er virkeligt mærkeligt at se så konkrete og tydelige reminisenser af krig. Her kæmpede de to hære fra hus til hus, med store civile konsekvenser og katastrofer til følge. Kugler der sidder i murstenene var tiltænkt et menneske. En soldat. En terrorist. Et almindeligt menneske måske.
Krigens aftryk
En anden meget konkret konsekvens af den langvarige og voldsomme borgerkrig er manglen på mænd i provinsen. Mange af de børn vi underviser har ingen far. Nogle har slet ingen forældre. Omkring 75 % mangler en, eller begge forældre. På skolen vi underviser er der 20 lærere. 19 er kvinder.
Det er ikke tilladt for tamilere at være i hæren. Det er kun for den sejrende befolkningsgruppe, Singaleserne. På vores første køretur i området mødte vi en hel del checkpoints. Vejspærringer hvor bevæbnede soldater checker folk der passerer igennem. Vores Tamilske veninde fortalte os, at de ikke leder efter noget, og at det blot er en del af den tiltagende chikane mod den tamilske befolkning.
Et område “in dire straits”
Selvom Sri Lanka er en eksotisk og populær rejsedestination mangler særligt de nordlige provinser i landet desperat investeringer for at kunne blomstre igen. Dels prioriterer den Singalesisk dominerede regering investeringer i den sydlige og vestlige del. Dels var der mange velhavende og veluddannede tamiler forlod Sri Lanka under borgerkrigen og er aldrig vendt tilbage. Dette har efterladt de nordlige provinser gennem næsten 2 generationer, fuldstændig udsultet for arbejdskraft, uddannelse, investeringer og lyst til genrejsning.
Vores lille verden
Vi bor tæt på den by der hedder Kilinochche i en lille kontorbygning der tilhører den organisation vi arbejder for, CORD. Vi er de eneste “hvide mennesker” her, so far, og folk glor, vinker, stirrer, piller og smiler. En god indikation af, at vi er et stykke fra alfarvej. Hver morgen tager vi en af de kulørte busser de 15 kilometer til skole. Busturen er et 35 minutters halsbrækkende ridt med bratte opbremsninger når folk stiger af og på, med tårnhøj indisk musik dunder i højtalerne, og en Bollywood film på den tommer store skærm hvis vi er heldige.
Hindu religionen er desuden noget vi ikke har stødt på før, og den er virkelig eksotisk for os. En forvirrende sammenblanding af en masse guder og mindre guder, uforståelige ritualer, farverige, cirkusagtige templer og plet i panden. Det er sjovt når man selv er opdraget i et sekulært og i praksis ateistisk hjem, at se hvor meget religion betyder for alle dele af samfund. Små bedesteder og hus templer overalt, også i busserne, køerne der går frit rundt hvor de vil.
Vi er blevet gode venner med Sri Lanka på kort tid, og aner en kærlighedsaffære forude. Vi er desuden ved at vænne os til varmen (33-34 grader), og til den karakteristiske hovedrysten der er en stor del af kropssproget hernede. Vi skal stadig bide os selv lidt i tungen for ikke at smile når folk koncentreret forsøger at forstå os, samtidig med at hovedet vipper ivrigt fra side til side, og vi tror at de ryster på hovedet. Stay tuned.