Nogle ting kræver laaang tid for at vokse, og på vores rejse har vi haft netop det; ekstraordinært meget tid.

For eksempel evnen til at lytte. Ikke lytte med ørerne, men lytte med noget andet – lad os for et øjeblik kalde det hjertet. Når hjertet resonere med frekvenser som ikke er lydbølger. Lad os kalde det for intuition. Det er en evne der er vokset med tiden.

Når man lytter med ørerne kan man øve sig i at genkende lyde. Det gælder vel i virkeligheden alle sanser. De kan opøves. Det kræver både tid, og intention at skabe stilhed nok til at kunne opfange. Tid til at slukke for en masse larm. Intention og og tro på, at hvis jeg lytter længe nok, opfanger jeg noget vigtigt.

måske er det også en sans, at kunne lytte med hjertet. Jeg oplever ihvertfald, hvis jeg gør mig umage, kan jeg svinge i takt med stille signaler. Det lyder afsindigt hippie agtigt, men det er den bedste måde jeg kan beskrive det.

Det er ikke nye signaler, de har vel sagtens været der hele tiden. Jeg har bare ikke set dem sådan rigtigt. Eller lyttet. Det er helt klart signaler der vil mig noget, som har noget på hjerte. Men som ikke råber højt. Faktisk hvisker de. Som at lytte efter en vejrtrækning.

Jeg øver mig i at svinge med de stille signaler. Det er lidt ligesom evnen man har til at isolere lyden af sit eget navn når man er til en fest. Larmen af talende mennesker kan være som en sammenklistret masse af lyd, hvor de enkelte dele ikke kan skelnes fra hinanden. Indtil man hører lyden af ens eget navn, og man pludselig kan isolere en samtale tværs igennem rummet.

Og rejsen har gjort mig bedre til at lytte.

Dels er grundtonen i mit liv der er ændret for en tid. Resonansen med de vanlige strukturer er sat på pause. Meget af baggrundsstrålingen er slukket. Jeg svinger ikke længere i takt med de. Jeg abonnerer ikke længere på gamle valg, forventninger, sociale kontrakter, status symboler, roller, spilleregler. For mit postnummer findes ikke – for en tid ihvertfald.

Rejsen har ligeledes gjort det muligt at slukke for støj. Ofte har det braget ud med oplevelser, rejser, bekendtskaber og indtryk. Men vi har også skabt rum til stilhed. ro til at tilvænne og finindstillede følsomme spirituelle fimrehår der skal svinge i takt med skrøbelige signaler. Tid til yde en kontinuerlig indsats. Tro på der er noget at høre. Som hvis man kører hen over båndet på en gammeldags FM radio, og skal genfinde et radiosignal man ved er der.

“Hvad siger de misse???”

De stille frekvenser vil mig forskellige ting, og de kommer forskellige steder fra.

Der er signaler udefra, fra min familie. Vi svinger bedre i takt, er blevet bedre til at opfatte hinanden. Jeg i stand til at høre finere frekvenser, og identificere finere signaler. Fornemme hvordan samhørighed udbygges. Nogle gange kan jeg både forstå, og agere på disse signaler mere “rigtigt”. Lade stå hvis der er brug for fred, række hånden ud hvis der er brug for hjælp, eller holde om hvis der er brug for kontakt. Jo mere jeg lytter, jo tydeligere træder der billeder frem: Hvilke mennesker mine børn er. Hvad de kæmper med hver især. Og hvad de har brug for.

Der er også signaler indefra. Som om noget inde i mig selv, vil mig noget. Ikke den sædvanlige kværnen af tanker. Det er noget der hele tiden har været der, men som det er blevet nemmere for mig at lytte til. Klippefaste rolige signaler med troværdighed og med mod, der virker som modvægt til min evige rejsefælle, tvivlen. Forståelsen af dem står skarpest når jeg ikke bruger forsøger at bruge sproget til at beskrive dem. Når jeg accepterer dem uden at fortolke, jeg erkender uden at fortænke.

Det giver en underlig ro at lytte. Både på bagsmækken og ved roret. Som at have klassisk musik i ørerne. alting lægger sig i rette folder, for en tid ihvertfald, og svinger i takt med ordløse signaler der kommer indefra. Fra sjælen måske. Eller fra hjertet.

Det fylder mig med taknemmelighed. Sådan kan det altså også være.