23. December 2019

“Det er mystiske dage for tiden”, som Jakob Martin Strid skriver i sit digt. Meget mystiske. For mig. For os.

I morgen er det juleaften og i overmorgen forlader vi Raisom School. Julen gør mig ikke rigtig noget. Jeg har ikke behov for at markere den eller fejre den, når jeg alligevel ikke kan være sammen med mine forældre, min bror, hans datter og kæreste og hele min dejlige svigerfamilie. Men det er meget meget mærkeligt, at skulle forlade skolen her efter tre måneder. Og meget meget hårdt. For os alle.

Børnene skiftes til at græde og spørge, hvornår vi kan komme tilbage. Rasmus siger “Det er det bedste sted, jeg nogensinde har været. Jeg vil hellere dø end tage herfra”. Peter og jeg skiftes til at græde, trække os tilbage og være lidt for os selv, holde om hinanden.

Mere konkret kommer jeg først og fremmest til at savne de lærere, vi bor sammen med. Kru Top, P’Aye, P’San og Sailom og vores dejlige frivillige tolk Kim. Med alle deres forskelligheder og særheder, har de hver især gjort et indtryk på os og betydet meget.

Og jeg kommer til at savne skolebørnene, som vi efterhånden kender allesammen. Selv om vi ikke kan føre samtaler med dem, har al den tid, hvor vi har undervist dem, leget og grinet med dem, gravet huller, fældet bambus, vandet træer og spist sammen med dem, og alle de krammere, vi har givet hinanden, når skoledagene var slut, fået os til at holde af hvert enkelt barn.

Og så er der dagene, med alle de små ting, som er en del af at være her. De tidlige morgener med den smukkeste solopgang over rismarkerne og bjergene hver eneste dag. De fire hundehvalpe, som kommer en i møde hver morgen når man står op, med en begejstring, som var man det bedste, der nogensinde var hændt dem. At sidde og skrive, mens lejren langsomt vågner, og lyset får fat og forvandler nat til dag. At sidde på det kolde flisegulv i kantinen og spise ris og stærk suppe til morgenmad sammen de andre trætte sjæle, mens de tre kattekillinger ihærdigt forsøger at få snuden i en madskål, i et uopmærksomt øjeblik.

Løbeturene om den lille sø, hvor jeg hver gang bliver nødt til at stoppe op ad flere omgange og tage billeder af solopgangen, fordi den er så indtagende, og ligesom endnu smukkere for hver gang.

At se børnene stå op og gøre deres, så hjemmevante og uden at have brug for os for at komme godt i gang med dagen.

Deres små rutiner. Anna der kryber i en varm trøje og går rundt og siger godmorgen til alle. Leger med dyrene og hører sin lydbog indtil det karakteristiske “Gin Khao” lyder over lejren, og alle bliver kaldt til morgenmad.

Karen Marie der er oppe før de fleste og går med Top op til skolen for at feje skolegården for blade og tage imod de første børn kl. 6.30. Og som kommer ned kl. 8 for at få lidt morgenmad inden hun igen går op på skolen, hvor hun allerhelst underviser både formiddag og eftermiddag, mens hun leger og hygger sig med både små og store børn i frokostpausen.

Rasmus, der, straks han vågner, går i gang med at lege. Klatre på gyngen under halvtaget ved det store bord, bygge huler i høet, svinge med en pind, som i dag er enten fiskestang, gevær, kamp-kæp eller noget helt fjerde. Og som pjatter med Top og leger med hundene og kattene, mens han griner og hviner.

Duan (skolens madmor) der ankommer på sin motorcykel og går i gang med dagens frokost til 120 børn og voksne. Peter der siger godmorgen til Duan og spørger, om hun vil have en kop kaffe, selvom om han ved, at det vil hun ALTID.

Gåturen op til skolen ad den lange bakke med rødt støv i den bagende sol. Børnehavebørn og skolebørn som flokkes om os og vil snakke, kramme, lege og have svingture af Peter. “Sum suuum” (højere, højere). Undervisningen, som til tider er noget kaotisk, men andre gange præget af koncentration, intimitet og stor intensitet.

Følelsen af at blive skubbet ud af min komfortzone, når planerne gang på gang bliver ændret i sidste sekund. Som når jeg går op til skolen forberedt på at skulle undervise to elever fra 2. Klasse i engelsk, og det viser sig, når jeg træder ind ad døren, at jeg har 38 elever på alle niveauer og i alle aldre. I tre timer. Uden en tolk.

Frikvartererne, der falder som vinden blæser, og som er fyldt med alt fra snottede to-årige, der vil sidde på skødet, over armlægningskonkurrencer med de store drenge til buesjipning med et hjemmelavet sjippetov af gummibånd og hujende og hvinende unger i alle størrelser. Med Rasmus, der jagter rundt efter de små piger, og Karen Marie efter de store drenge.

Frokosten, hvor vi sidder helt stille på rækker i klasseværelset og lærer Top kalder os ud lidt ad gangen for at få mad. Søgen efter en nogenlunde ren tallerken og ske i den store reol uden for klassen. Op i køen, hvor to af de større elever øser mad op – ris og en sammenkogt ret. Ind og sidde på gulvet og vente. Vente til ALLE har fået mad og sidder stille. Til vi har sagt det uendeligt lange kringlede madvers, og vi endelig kan kaste os over den efterhånden kolde mad.

Spillet mellem børnene, når de kæmper om, hvem der kan spise flest af de helt små grønne chilier, som Top deler ud af fra sin lille pose. Modet der skal til for selv at stikke den ene chili efter den anden i munden for også at være med. Hikken som melder sig det sekund, jeg har slugt den første. – Jeg har familierekorden på 10 chilier på en frokost:-)

Frokostpausen hvor Karen Marie hopper op bag på Tops motorcykel og kører af sted til markedet, hvor de køber isthe til Anna, Karen Marie, Top og Peter.

Eftermiddagene, hvor skolebørn og børnehavebørn stiller op i rækker foran flaget i skolegården. Siger farvel og defilerer forbi os og nogle af lærerne, som står på række og giver krammere og håndtryk til ALLE 120 børn. HVER dag. Så har de noget dejligt at gå hjem med.

Ungerne der strømmer ind i de overfyldte mini skolebusser, hvor der sidder 7 af de mindste på forsædet ved siden af chaufføren, som må sidde oven på nogle af skoletaskerne og med det halve af overkroppen ude af vinduet, fordi førerhuset er proppet til kanten. Børnene som hænger ud af vinduerne og kæmper om at nå vores hænder til et sidste håndtryk eller en High Five. De mange små arme der stikker ud og vinker, når busserne kører ned ad bakken og ind i plantagerne.

Turen ned til den eneste butik i miles omkreds, som ligger mellem skolen og lejren, og hvor vi giver is til de børn, der venter der på at blive hentet eller hoppe på den næste skolebus, som skal i deres retning.

Lille Nu på 4 måneder, som vi nusser om i butikken, mens hendes mor betjener de mange fædre, som kommer forbi for at få to mål lokal vodka, inden de igen sætter sig på motorcyklen sammen med deres 2-3 børn og kører hjem efter en hård dag i plantagen.

Eftermiddagene, hvor vi hver gør vores eget. Går tur om søen, vander de 17 frugttræer, vi har plantet, tegner og maler, sludrer med dem der nu er omkring os.

Anna og Top, der tager motorcyklen til Mae Kha og afleverer eller henter vasketøj hos den søde skaldede dame.

Vores undren og nysgerrighed hver gang, der dukker nye mennesker op i lejren. For det meste uden forudgående varsel for vores vedkommende. Nogle kommer blot til et kort møde eller en rundvisning, andre bliver i flere dage og laver workshops med børnene, vaccinerer dem eller deltager i arbejdet i lejren.

En sjælden tur til supermarkedet i Fang med Aye, Top og Kim. En langvarig udflugt, hvor vores familie hamstrer af nescafé, mælk, kit kat, rosiner og mandler, mens de andre ser undrende til.

Kulden som kommer med mørket kl. 18. Lige inden det badet, som skal foregå på det helt rigtige tidspunkt mellem eftermiddag og aften, fordi vandet og aftenerne er så iskolde, at det er afgørende ikke at blive gennemkold på det forkerte tidspunkt. Med eftermiddagens varme i kroppen og alt ens varme tøj klar uden for baderummet, kan man godt pøse det kolde vand over sig fra den kæmpe spand, uden at få ubehagelige eftervirkninger hele natten.

Madlavning i køkkenet med Aye, som koncentreret sætter mig i gang med delopgaver og lærer mig at lave den ene ret efter den anden. Som tester mig ved at sende mig på markedet og købe ind, og nægter at svare på spørgsmål, mens jeg laver “Phat Majeur Jau” og øver mig i at udtale retten med det sjove navn. Aye, som til sidst smager på retten og giver mig karakter på en skala fra 1-10 med et glimt i øjet.

Maden og riskogeren, der bliver båret ind på klinkegulvet sammen med tallerkener og skeer. Folk der samles om skåle og gryder og tager for sig af den altid udsøgte mad, mens Top, der ikke spiser aftensmad, fordi det forstyrrer hans aftenmeditation, cirkler rundt i baggrunden og driller børnene og leger med kattekillingerne. Snak og fis over maden mens vores børn pjatter med de voksne, som tydeligvis er vilde med dem.

Samling om lejrbålet, som P’San og Aye rutineret holder i gang hele aftenen. Sailom der kører af sted på sin motorcykel og køber bunker af snacks til aftenen. Aye, der altid har whiskey og vand i sin thermokop, og som på de gode aftener finder sin guitar og mundharmonika frem og synger og spiller med os hele aftenen.

De mange mange stjerner og månen, som vi altid kan se. Der synes aldrig at blive overskyet her på denne årstid.

Tandbørstning på bagsiden af toiletbygningen og vores børn, som vi putter i deres værelse, under myggenettene, inden vi slukker for deres lyskæde og går tilbage til lejrbålet eller over i mødelokalet, hvor vi skriver eller snakket med Top.

De mange lange samtaler med Top om religion, hans tid som munk, børneopdragelse, familieliv og ægteskab eller et af de mange andre gode temaer, vi har diskuteret – mere og mere interessant efterhånden som hans engelsk blev bedre.

Godnat – i soveposen under 5 tæpper med hue, sokker, to uldbluser og – når det er allerkoldest – med en gammel vinflaske fyldt med varmt vand til at varme soveposen op.