“Just tell Nelson, if you want your rooms cleaned. He’ll do it. And if you want him to cook for you, just tell him. But be very specific on what you want him to cook. He is very obedient, but he is also lazy”

Vi er lige ankommet til CORD Sri Lankas kontor i Paranthan. Her skal vi bo og arbejde de næste fire uger. Vi har på forhånd fået at vide, at der er en “house boy”, som kan hjælpe os. Siva, som fører regnskab for CORD, har hentet os på togstationen i den nærliggende by Kilinochchi, og er nu i gang med at introducere os til Nelson, vores “house boy”.

Nelson er 53 år gammel og meget genert. Det rareste menneske i verden, som siger “ja selvfølgelig” til alt, ledsaget af et genert smil og den karakteristiske hovedvippen, som en bekræftende gestus.

Ellers holder Han sig mest for sig selv, passer haven, de 500 kyllinger og sine øvrige pligter. Han bor på grunden, hvor kontoret ligger – i et lille hus med et rum og et lille køkken, hvor han en gang imellem laver den mest vidunderlige dahl til os.

Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogen bruge ordet “lydig” om et andet menneske, og det gør mig straks ubehageligt til mode. Det udstiller en af de kulturelle forskelle, som skal komme til at være sværest for os at håndtere under vores ophold hos CORD. Det udtalte og altomfattende sociale hierarki, som gennemsyrer det Sri lankanske samfund.

Gang på gang oplever vi, hvordan Sattiya, som er en højere rangeret medarbejder hos CORD hundser med Nelson og de tre kvindelige “field workers”, fattige lokale kvinder, som kommer her på kontoret. Han kommanderer rundt med dem, afbryder dem, svarer på deres vegne, når vi spørger dem om noget og omtaler dem som dovne og fede, når de er i samme rum.

Over eftermiddagsteen fortæller Sattiya med et smil, at den enes mand og den andens far drikker. Da vi spørger Nelson, om han kæmpede i borgerkrigen, ler Sattiya højt og siger “oh no, Nelson is scared of EVERYTHING”. Vi smiler forlegent og prøver at skifte emne.

Det er et godt eksempel på en af mine pointer, når jeg underviser i interkulturel kompetence. Vi reagerer følelsesmæssigt stærkere på kulturelle forskelle, når de berører nogle af de grundlæggende værdier i vores egen kulturelle opdragelse. Det udfordrer mig, at indgå i en sammenhæng, hvor mennesker ikke ses som lige. Hvor nogle har ret til at hundse med, nedgøre og udlevere andre – uden at nogen blinker. At alle er indforståede med, at det er sådan tingene er og skal blive ved med at være.

For Sattiya og Nelson er hierarkiet naturligt i lige så høj grad, som ligheden er naturlig for mig. Jeg ved det, men det gør det ikke nemmere at være vidne til. Vi er dem, der er på besøg, så vi hverken kan eller skal lave noget om. Vi kan blot behandle de nederste i hierarkiet med respekt og ligeværdighed – det er nok det eneste lille bitte aftryk, vi kan sætte.