Jeg sidder på en flod i Laos. Bådens motor tøffer os roligt igennem det imponerende landskab. For højt til at vi kan tale sammen. Men tavsheden gør ikke noget. Vi forbinder på andre måder nu. Forrest sidder Rasmus som en lille kaptajn. Hans hår er blevet langt. Anna sidder lige foran mig, og bagved sidder Karen Marie og Susie. Min flok, på rad og række. Jeg rækker hånden bagud og Karen Marie tager den og giver den et klem. Hun slipper den igen, og jeg vender blikket udad, uden at fokusere på noget. Slukker for larmen og åbner mig mod landskabets storslåethed.

Pludselig banker Lykken på. Jeg åbner op, og lukker ham ind. Ungdommens energi er gået af ham. Han plejede at huje og hoppe, men han er mere afdæmpet nu. Rolig og med lidt grå hår. Lidt mere eftertænksom og dyb. Vi sætter os ved bordet. Jeg ved, han kun bliver kort.
Jeg får en klump i halsen, for det gør man nu engang i min familie. Når noget betyder noget. Jeg flæber lidt. “Som en lille tøs” hvisker en hård stemme. “Som et rigtigt menneske” smiler en anden. Jeg inviterer dem alle sammen med til bordet, og vi sludrer lidt – måske et par minutter måske bare 30 sekunder. Så rejser Lykken sig og går igen. Han forsvinder ud af døren, ikke et ord til farvel. Jeg sidder lidt og nyder hans besøg. Jeg savner ham ikke, ikke mere. Jeg har vænnet mig til hans kommen og gåen. Vi er lige gode venner af den grund, Lykken og jeg. Jeg formoder han kommer igen, når tiden er rigtig. Og han efterlader mig præcis, hvor jeg skal være. På vej og på plads på samme tid.