Vi skulle have været med taxa til lufthavnen for 5 minutter siden. Det var planen indtil i aftes. Men kl. 20 fik vi besked fra Aeroflot om, at vores fly fra Moskva til København var aflyst. Så vi kunne få pengene tilbage eller blive ombooket til Berlin tirsdag, altså en dag senere.
Det blev Berlin – bl.a. fordi billetterne fra Colombo til København i løbet af 2 døgn var steget fra 20.000 kr. til 43.000 kr. Så nu har vi en dag i Colombo, vi skal slå ihjel.
Børnene blev rigtig kede af det. Særligt Anna. Rasmus reagerede ikke så meget, og Karen Maries reaktion kom lidt senere på aftenen. Vi var ellers ude at spise “afskedsmiddag” på en sushi restaurant, efter børnenes ønske. Men den blev ikke så hyggelig, eftersom Peter gik ude på gaden hele middagen med Aeroflot i røret og jeg drønede ind og ud ad døren for at være med til at træffe beslutninger om rejseruter på få sekunder.
Det er meget mærkeligt i øjeblikket. Jeg er en smule følelsesløs. Alting har ændret sig på blot et par dage. Torsdag (for fire dage siden) underviste vi i engelsk og IT på School Number One i Dharmapuram i nord. Om eftermiddagen fik vi at vide, at skolerne i Sri Lanka ville lukke fra fredag morgen, så nu var der pludselig ikke mere frivilligt arbejde til os.
Torsdag aften og fredag brugte vi på at planlægge de næste 7 uger med rundrejse i resten af Sri Lanka. Det skulle begynde allerede lørdag med en dagstur med Nelson til Mullaitiwu på østkysten. Søndag videre til Mannar og se Rama’s Bridge (et smukt naturområde), som Rasmus drømte om.
Fredag aften fik vi så meldingen om, at Mette Frederiksen kaldte alle danskere hjem hurtigst muligt. Så fredag aften gik med lange diskussioner om “hvad gør vi nu”, snakke med dem derhjemme og tjekken op på medierne. Vi landede på “vi skal hjem, og det er nu”, så ved midnat købte vi flybilletter med Aeroflot mandag morgen fra Colombo, ankomst i København mandag aften.
Vi skrev til de nærmeste derhjemme, slog vores beslutning op på Facebook og gik i seng.
Det var ikke en nem beslutning af træffe. Vi havde ikke mærket Coronapanikken endnu, ud over det, vi læste i nyheder og på Facebook hjemme fra Danmark. Her i Sri Lanka havde der ikke været meget snak om det endnu, og der var på det tidspunkt kun to bekræftede tilfælde og en under observation. Lukning af skolerne var det eneste tiltag på det tidspunkt.
Samtidig har vi løbende diskuteret, om det mon er unødig meget panik, der udvises over Corona, og den diskussion blev endnu mere nærværende nu, hvor det greb så afgørende ind i vores planer.
Lørdag morgen stod Anna op som den første, og vi fortalte hende nyheden om, at vi var på vej hjem. Hun brød helt sammen. Græd og græd. Senere da Rasmus og Karen Marie stod op, var reaktionerne lidt mindre voldsomme.
Vi aflyste turen med Nilson og han og Peter tog en tuk tuk til Kilinochchi og købte togbilletter til Colombo med afgang kl. 14.35. Vi pakkede, gjorde huset rent og vaskede sengetøj i fuld fart, og kl. 13.30 blev vi hentet af 3 tuk tuk’er, der kørte os, Nilson, rygsækkene og Rasmus’ hestekranie(!) til stationen. En lidt trist afsked med Nilson fulgte, og så var vi afsted på den lange, smukke og hoppende og gyngende togtur.
Ud over at kigge på vilde påfugle og livet langs jernbanen, gik turen med at skrive med alle dem derhjemme, der gerne ville hjælpe os. Det var så rørende, at det gentagne gange trak tårer. Vi har verdens bedste venner og familie. Punktum.
8 timer senere landede vi på Colombo Fort Station og tog et par tuk tuk’er til hotellet, hvor børnene blev puttet efter en tiltrængt portion havregrød med lækker sri lankansk kanel.
Frem med skærmene igen og vi fik booket hotel i Berlin og undersøgt muligheder for transport over grænsen til Danmark.
Den sidste del af rejsen står stadig åben, for vi tør ikke købe billetter før vi er lidt tættere på afrejse uden aflysninger herfra.
Vi ser hvad dagen bringer…
Midt i frustrationen sender Top en hilsen fra Raisom School og et billede af luftforureningsindekset. Pilen er tæt på at sprænge rammen og temperaturen er oppe på 35 grader. Så kan det nok lige være, at vores problemer bliver sat lidt i perspektiv…
