Vi endte i Danmark. Til sidst.

Flyet fra Colombo over Moskva til Berlin afgik – til vores store lettelse – som planlagt. Vi turde ikke tro helt på det, før vi sad ombord klar til afgang.

Mens vi ventede i Moskva, fik vi kolde fødder i forhold til overnatning i Berlin. I stedet bookede vi en lejebil fra lufthavnen i Berlin til DK, så vi kunne køre direkte hjem, når vi landede (Tak for foreslaget og hjælpen onkel Casper, det var sgu en god idé).

Så den 18. marts kl. 23 tysk tid satte vi os ind i en kæmpe Mercedes-Benz og kørte mod den danske grænse. Efter et par timer ramte roskildesygen, og Peter aflagde visit på hvert eneste motorvejstoilet på resten af vejen til Herlev. Så det blev en lang køretur for mig (og for Peter), mens børnene sov på de utallige bagsæder i minibussen.

Da vi passerede Middelfart, satte Rasmus sig op med et ryk og sagde med panik i stemmen: “Har vi Karen Marie med???” Hende havde vi heldigvis også husket.

Det var med stor stor glæde, vi trådte ind ad døren hos Faster Mette og Casper, Karla og Jens til nogle ordentlige krammere – trods omstændighederne. De havde insisteret på at de turde huse os trods Corona, og det gjorde vores hjemkomst tusinde gange bedre end forventet. TAK FOR DET!

Efter nogle dage drog vi sydpå til vores søde venner Sine og Christians sommerhus, hvor Anne W, Anne Mette og Sine havde gjort det hele så fint med flag og vimpler, varme trøjer og tæpper, hjemmebagt og sylt fra mor Grethe, masser af lækkerier i køleskabet og vores helt egen espressomaskine inkl. Miscela Uno fra Risteriet.

Så der blev hylet en hel del mere de dage…

Vi elsker jer!