Fra Kuala Lumpur fløj vi til byen Banda Aceh på nordspidsen af Sumatra. Vi hastede igennem lufthavnen og fangede en taxa, der drønede os til færgen i håb om at nå hurtigfærgen (45 min.) til øen Pulau Weh. Vi kom for sent, og måtte i stedet med langsomfærgen (på papiret 2 timer, i praksis en del mere…).

Det var helt tydeligt 3. klasse – der var super beskidt, ikke siddepladser nok, både fordi der var for mange mennesker og fordi de fleste stole var gået i stykker. Vi sad ude i den skarpe sol lige under skorstenen, hvor vi fik tyk sod på tøjet.

Efter et par timer var det bælg mørkt, og vandtanken, som vi sad op ad sprang læk, og snart sejlede gulvet. Vi greb alle vores ting og fik med hjælp fra lommelygter og et par hjælpesomme lokale fundet et tørt sted til vores rygsække og en ståplads til os. Børnene tog det hele i stiv arm!

En rar mand hjalp os med at finde en minibus på færgen, som kunne køre os den halve time til vores hotel, ‘Freddies’.

Og det var hele turen værd… vi kom til at elske Freddies med dejlig strand, super søde medarbejdere og Freddie, en gammel sydafrikaner, som røg masser af smøger og tog sig rigtig godt af sine gæster.