Den nordlige provins i sumatra, inklusiv Pulau Weh, er tydeligt muslimsk – ca 90 % af befolkningen er muslimer. vi kan høre imamen kalde til bøn 5 gange om dagen (også kl. 5.00 om morgenen!!), alle kvinder går med tørklæde, og de må eksempelvis ikke ryge i offentlighed (mens 95 % af alle mænd ryger).

Vores følelse af deres måde at praktisere islam på er dog ret positiv. Der er plads til alle religioner, uden konflikter (her på øen er der protestantisme, og budhisme), og moskeen virker som en slags forsamlingshus. Bønnen fremstår som både social praksis lige så meget som en religiøs. Man mødes, taler med hinanden, griner, og fortsætter dagens arbejde. Der er derfor også en social forpligtigelse til at bede, hvor den måde vi tænker på religion på, typisk noget individuelt og privat.

Islam i deres fortolkning er også en meget omsorgsfuld og næstekærlig religion. Vi har kun mødt gavmildhed og hjælpsomhed der hvor vi har været. Tænk hvis det var denne måde vi tænkte om, og omtalte Islam i dansk Politik?

Bønnen er den samme ved alle 5 bønner, og en form for meditativ praksis der udføres alene eller for de hardcore i moskeen. Man stopper sine gøremål og finder ro i bønnen. Der er et afslappet forhold til tidspunktet, men langt de fleste vi har mødt her, oppeholder at bede 5 gange dagligt. Der er små Moshalla’er over alt (bedesteder), og det er helt normalt at folk beder i baglokalet af en butik, eller i hjørnet af restauranten.

Jeg har svært ved at forlige mig med tanken om en “gud”, men tænk hvis alle danskere mediterede ti minutter 5 gange om dagen? Hvis kontoret lige stod stille i 10 minutter, hvor folk kunne finde fælles ro? jeg er overbevist om at det ville være godt for mange ting Jeg er dog også overbevist om hvor fremmed og mærkeligt det vil være for mange. Hernede er det, godt nok bygget på islam, en helt naturlig måde at være sammen på. Det virker sundt for både individ og fællesskab.