Hvorfor rejser vi?

Tanker og drømme

Ud over, at vi har besluttet os for at udleve en af vores mange drømme, er der mange grunde til, at vi rejser. Det er et emne, vi har talt meget om, og vores bevæggrunde har til tider været uklare og har ændret sig over tid. Her kommer et par af dem, vi til stadighed vender tilbage til:

Vi tager en pause fra ‘hamsterhjulet’ – giver slip på en til tider alt for travl hverdag fyldt med både skønne og træls ting. Vi lægger for en tid alle de ting på hylden, som vi er bundet op på derhjemme – og ser, hvad der sker…

Vi vælger at være sammen med vores børn 24/7 i 9 måneder. En af de ting, vi savner mest i vores hverdag i Danmark er tid til og med vores dejlige børn. Nu tager vi den tid, mens de stadig gider meget tid med os (i hvert fald Rasmus og Anna – Karen Marie lidt mindre efterhånden…).

Vi forventer at lære vores børn at kende på nye måder og vi glæder os til at få lov til at udvikle og præge dem mere end vi kan derhjemme, hvor vi er mindre sammen.

Vi glæder os også til at se, hvad det betyder for dynamikken og rollerne i vores lille familie.

Vi drømmer om at give vores børn og os selv et andet perspektiv på vores tilværelse. Ved at se, hvordan mennesker lever i andre dele af verden og under meget anderledes vilkår.

Ved at lave frivilligt arbejde ønsker vi at gøre en forskel på en meget konkret og direkte måde – og samtidig vise vores børn, at vi med udgangspunkt i vores privilegerede position i verden kan hjælpe andre mindre privilegerede. At vi kan – og at vi også har et ansvar for at gøre det.

Vi er spændte på, hvad vi (måske særligt vi voksne) kommer hjem med til vores liv i Danmark. Nye perspektiver, nye prioriteter, andre ønsker for vores liv… det vil tiden vise…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...