Når vi rejser i 9 måneder er der tid. Masser af tid. Det vi derhjemme har mindst af, er noget af det vi har mest af nu. Det er en stor del af formålet med turen, selvom det naturligvis er under kunstige forudsætninger. Et stort tema for os, er at finde ud af hvad der sker når der er tid nok. I en anden post vil jeg prøve at skrive lidt om hvordan vi skaber de bedste betingelser for en “god dag”, men først lidt observationer om hvad der sker.

De første observationer

Hvad sker der så når man, for første gang i voksenlivet, har tid i spandevis, nogen gange så meget at vi ligefrem keder os? Eksperimentet er kun lige begyndt, men her er et par observationer og hypoteser:

• Tålmodigheden er ligefrem propertional med tiden til rådighed. konflikter med børnene kan håndteres på den måde man egentlig gerne vil, og trangen til at opleve noget, den kroniske utålmodighed, mindskes.
• Der kommer nye dybder i samtalerne både med børnene og Susie og jeg imellem. Vi har tid til at grave lidt dybere og komme lidt nærmere noget.
• Der er tid til at sige “JA” i mange flere tilfælde end “NEJ”. typisk for mig, holder jeg, derhjemme, børnene lidt på afstand, og er som regel en route mellem to aktiviteter. Nu, hvis Rasmus vil lege LEGO, Karen Marie vil have flettet hår, eller Anna vil have læst højt, kan jeg sige klart og tydeligt JA!
• De skrøbelige tanker og eksperimenter der til hverdag nemt køres over af hamsterhjulet kan få tid til at spire og vokse sig lidt større.
  

Familien falder mere i hak

Vi oplever at vi falder mere i hak, mere og mere, når vi færdes lige på grænsen af kedsomhed. Når de små ting får lov at være store, og alle har længere snor. Det er sjovt at se de usynlige strukturer som vi er så vant til at navigere efter forsvinde. Arbejdstid og skole, madlavning, fritidsaktiviteter, “voksentid” skærmtid, træning osv. findes ikke på samme måde hernede, og langsomt afmonteres den tidsdramatik der for vores familie ofte har været i den forbindelse. “Vi skal også til at videre”. Derhjemme er vi, eller jeg ihvertfald, hele tiden “på vej videre”. Hernede forsvinder den mentale rille lige så stille, og skuldrene falder ned, lidt efter lidt.

Tvivlermanden og hans fætter utålmodige John

For mit eget vedkommende er det dog også tydeligt at min lille “tvivlermand” får frit spil når der er masser af tid. Og lige i røven af ham følger altid utålmodige John, og Rastløse Finn. For bruger jeg nu tiden rigtigt? Nu har jeg endelig masser af tid til alt det Jeg derhjemme sukker efter – eksempelvis træning, tegning, skrivning, læse,meditation, gode snakke med børnene – men men men… do i put my money where my mouth is? udnytter jeg tiden?

Der er helt utrolig mange måder man kan komme i tvivl, når der er så mange muligheder. Og der er helt utrolig mange muligheder for at blive frustreret og rastløs over den megen laven ingenting… “der må jo være en kant” som min kloge kusine plejer at sige. Den kant brager faren ind i, længe før de andre medlemmer af familien.

47

underliggende tvivlen, et par spørgsmålet dybere, som fundament for hele dette narrativ er “hvad er egentlig meningen med det hele” (Vi ved jo godt at det er 47, men alligevel…), og en vag ide om at der er noget der at opnå, og derfor noget “rigtigt” at bruge sin tid på. Det skaber en række mentale gnidninger, som jeg kan genkende hjemmefra, og som ihverfald ikke går væk af at have mere tid.

Jeg har en vag fornemmelse af at selve præmissen for spørgsmålet er forkert, men indtil videre bliver jeg bedre og bedre venner med tvivler manden hver dag. Jo mere han får lov at være i fred, jo mere stilfærdig bliver han.

Golfslaget

Jeg har også en vag ide om at det er et spørgsmål om at gå på line, og konstant justering af balancen. “At lave ingenting” er sundt, men ikke hele tiden. At ville det hele på en gang er manisk, men en hvis form for aktivitet er sund. En klog ven sagde at “det” var ligesom et golfslag – man kan ikke stramme sig til det, men må have en fast men afslappet greb og et naturligt sving. Ikke for meget, og ikke for lidt. Ellers slår man hul i jorden. Jeg spiller ikke golf, så jeg aner ikke hvad han taler om, men det er jo dumt at slå hul i jorden.

Retningen? Don’t even ask. Mere om det senere….