Overflod af tid med vores børn giver et dybere indblik i deres følelsesliv. Børnene har kun os at tale med om følelser, så vi får lov til at være med i endnu mere, end vi gør derhjemme.

Rasmus er god til at sætte ord på sine følelser. Han kommer ofte til mig og beskriver følelser, han oplever. Som når han er lidt blue (og måske har hjemve?):

“Mor, jeg har det som om der mangler et eller andet inden i mig, lige her omkring maven. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er.” Og: “Det føles som om, jeg er helt ude af det hele. At jeg er millioner af kilometer væk.”

Eller når han får et af sine hyppige (men dog aftagende) raserianfald: “Det er som om, der er helt sort inden i mig. Og så er der bare had.”

Når han ikke gider det, vi beder ham om, fx skolearbejde: “Der er intet i mig, der vil noget, og der er intet, der kan modstå det.”

Det meste af tiden følger Rasmus med, uanset hvad vi finder på at lave. Han kan godt lide at brokke sig lidt over vilkårlige ting (fx over dagens planer), men det stikker sjældent særligt dybt.

Han er rigtig god til at koncentrere sig – særligt når vi laver kreative ting. Han kan bruge timer på at tegne og male akvarel eller på at bygge: sandslotte, koste af kæppe og palmekviste osv.

Ind imellem bliver han trist og længes hjem. Nogle gange kan han sætte ord på det, andre gange ikke. Som forleden, hvor en af os ved et uheld havde trådt på et lille firben på badeværelset. Det lå og vred sig, så jeg måtte slå det ihjel. Det udløste en hjerteskærende gråd hos Rasmus, over firbenets død og derefter over, at han savner sine bedsteforældre og Danmark.

Så er det dejligt at have al tid i verden til at trøste, snakke og holde helt tæt.

De sværeste tidspunkter for Rasmus er, når vi rejser fra et sted, hvor vi har været i lidt længere tid. Så føler han, at han har fået venner (oftest personalet hvor vi bor eller dykker, men også andre rejsende), og så er han rigtig ked af at tage afsted. Det går heldigvis hurtigt over, og han får snart nye venner et andet sted.