Vi tog en tidlig bus fra Chiang Mai mod nordøst, og tre timer senere, ankom vi til den lille by Fang. Efter et hurtigt måltid på en noget snusket “restaurant” på busstationen, fandt vi en mand med en stor bil, som indvilligede i at køre os ud til skoleprojektet 20 minutter væk. Det viste sig, at der ikke findes taxaer i Fang.

Regnen silede ned, da vi drejede ned ad en rød, bumlet jordvej og ind på skolens område.

Vi blev modtaget af Thellie, en englænder, der har været frivillig i 12 år og fire begejstrede drenge, som bar vores tasker ind i vores hus.

Vi hoppede mellem mudderpytter frem til et betongulv med tag over (den kommende skolekantine) og videre til vores nye hjem. Hjerterne sank i livet på os, da vi stak hovedet inden for i vores hus: Tynde bambusvægge og et gyngende gulv af byggeplader, indeholdende: Et stort rum med to myggenet, fem små vattæpper som madrasser, små hovedpuder, et par tynde tæpper, to skoleborde, to plastikstole og en bunke bøjler.

Der er ingen elektricitet i huset, men en enkelt projektør lampe, som kører på solceller.

Der er to toiletter i nærheden med numsespuler (som vi efterhånden har vænnet os til) og en spand vand og en skål til at skylde ud – og til at tage bad i.

De informationer, vi på forhånd havde fået om stedet var, at de havde bygget et hus til os med eget badeværelse, evt. eget køkken og i hvert fald madrasser. At der var op mod 300 elever i skolen, og at deres Farm Stay måske allerede var åbnet, når vi ankom (der er imidlertid under 100 elever og de håber at påbegynde opførelsen af Farm Stay en gang næste år).

Vi blev præsenteret for Aai, en lærer, som bor på projektet og for P’Oat, som er projektleder samt hans datter og hendes veninde (som er på besøg i deres skoleferien og skal oversætte for os).

Vi sludrede med Thellie, som var kommet fra et af organisationens andre projekter i Chiang Rai for at tage imod os.

Vi spurgte Thellie, om der var nogen chance for at vi kunne købe madrasser at sove på, og Peter og Karen Marie kørte med Thellie ind til Fang og købte nogle gode tykke madrasser til os alle 5.

Og så tog vores seje børn fat på at indrette sig i vores hus. Vi fik lov til at bruge begge de to rum, der er i vores hus, og straks blev der sat tre myggenet op i det helt tomme rum, så børnene kunne sove under hver deres. Børnene kastede sig ind i projektet med liv og sjæl, og det hjalp rigtig meget på humøret. De ordnede, pakkede ud og planlagde, hvordan de kunne bygge hylder, lave skillevægge, pynte væggene med tegninger osv. De var SÅ seje.

I mellemtiden talte Peter og jeg om, at vi jo måtte give det en chance, men samtidig lytte meget til, hvordan børnene trivedes, og så måtte vi jo afbryde opholdet, hvis det var.

Det var en virkelig mærkelig dag med meget blandede følelser. Alt virkede så trøstesløst i regnvejret – vi kunne slet ikke se os selv bo her i tre måneder, og vi følte os så fremmede og usikre. Samtidig skulle vi forholde os til børnenes skuffelse over stedet – det var SÅ anderledes, end vi havde forventet.

Kl. 17 blev vi inviteret til “cooking class” af Aai, som inddrog os i at tilberede aftensmaden – forskellige meget lækre thai-retter. Det var hyggeligt og dejligt at blive inddraget og have en rolle (selv om vi meget af tiden nok mest bare gik i vejen).

Kl. 20 gik vi i seng helt udmattede af nye indtryk og følelser.

Det har været den absolut mærkeligste og sværeste dag på rejsen indtil nu. Skuffelse og mismod blandet med både bekymring for og stolthed over børnene. Følelsen af at være fremmed, usikker og hjælpeløs, som jeg så tydeligt husker fra mine ophold i Warnemünde, Tyrkiet og Bolivia, hvor jeg tidligere har boet som “gæst” hos andre i en fremmed kultur og med store sproglige barrierer.

En mærkelig utilpashed, når man ikke ved, hvor man vasker hænder, hvor man kan finde noget drikkevand, om det er ok, at vi henter nogle ekstra tæpper, hvor vi gør af os selv, når vi ikke lige har noget for osv. Meget af det ville give sig selv, hvis stedet lignede det vi kender fra Danmark, men alt er SÅ anderledes, og vi kan slet ikke “læse” folk.

Gad vide, hvad morgendagen vil bringe…