Vi stod op og troede, vi kom for sent til morgenmaden, fordi vi havde misforstået tidspunktet. Derfor lavede jeg havregrød til os alle (vi har medbragt lidt nødrationer) i “køkkenet” – et lille overdækket område på nogle få kvadratmeter under Aai’s hus. Her er betongulv, et gasblus, et bord og en reol (og lidt rotter, mus og myrer – ud over tre kattekillinger og fire hundehvalpe).

Da vi satte os for at spise havregrøden, kom to kvinder med fem portioner stegte ris med kylling og grøntsager og fem skåle suppe til os. Så vi gik stopmætte fra morgenbordet af ren høflighed.

Det viser sig, at den fungerende skole ligger 5 minutters gang herfra på en bakke i nærheden. Her byggede organisationen for et par år siden et klasseværelse og en børnehave på statens jord. Men de fandt derefter ud af, at der var så mange restriktioner og krav forbundet med at drive skole på offentlig jord, at de besluttede sig for at starte forfra på privat jord, hvor de har meget mere selvbestemmelse og frie rammer. Så de købte et stykke land og begyndte at bygge en ny skole.

Det er her, vi bor. Der er en fin muret skolebygning med 6 klasseværelser, en toiletbygning og snart en kantine med et stort køkken.

Byggearbejdet pågår stadig – derfor er her så mudret og rodet – og de nye bygninger bliver først taget i brug næste år.

Efter morgenmaden spurgte P’Oats datter og veninde, om vi ville med op til skolen og undervise. De ville gå med og oversætte for os.

Så vi gik af sted helt uforberedte til vores første undervisningsdag.

Uden for skolebygningen sad en klasse i skyggen af nogle træer og havde matematik. Op ad et træ stod en et White board, og her skrev læreren regnestykker op, som blev skrevet af og regnet.

Vi gik ind i klasselokalet, hvor Top, som er lærer og bor ved siden af os, var i gang med undervisning i Thai.

Han sørgede for hurtigt at samle 10-15 børn til os i alderen 9-14 år. Vi fik en lille tavle, og noget gulvplads i den anden ende af lokalet, og så kunne Vi ellers bare gå i gang…

Så det gjorde vi. Vi improviserede, talte og øvede simple sætninger, og Vores børn hjalp til med at øve med skolebørnene to og to.

Efter en time var der pause, og så gik vi over til matematikundervisning med samme børneflok. Peter og Karen Marie kørte undervisningen, som havde de aldrig lavet andet, mens Anna, Rasmus og jeg gik over i børnehaven.

Her blev vi mødt af en infernalsk larm. Her var nok 70-90 børn mellem 2 og 5-6 år, som tumlede råbende og skrigende rundt mellem hinanden i et stort, næsten tomt lokale med betonvægge og klinkegulv. Fire voksne var optaget af at skrive skemaer og lave noget på deres telefoner.

Vi tilbød vores hjælp (men måtte hente en af pigerne, der kunne oversætte, da de voksne ikke talte et ord engelsk).

De ville gerne have os til at lege en leg. Så vi forsøgte os med kædetagfat i “skolegården”. Det gik SLET ikke. Der viste sig at være en række forhindringer: børnene havde ikke helt forstået reglerne, da mange af dem ikke taler så meget thai, men kun burmesisk. Under halvdelen af børnene deltog, så det var svært at vide, hvem der skulle fanges, og drenge og piger har svært ved at holde hinanden i hånden. Vi prøver at finde en anden og bedre leg til næste gang…

Men så var det heldigvis spisetid, og alle børnene satte sig ned på snorlige rækker på gulvet og var musestille. Der blev båret to gigantiske gryder ind og en stak metaltallerkener.

Jeg øste ris op, en af pædagogerne hældte suppe med tofu og æg over, og Rasmus og Anna lagde skeer på og bar tallerkenerne hen til børnene. Alle sad helt stille til ALLE børn havde fået en tallerken mad på gulvet foran dem. Så var der buddhistisk bordbøn, og der først derefter kastede børnene sig over maden.

I frokostpausen gik vi tilbage til “vores” del af projektet, hvor der snart efter ankom en hel stribe unge og voksne frivillige og ca. 10 blinde og svagtseende børn fra Bangkok. De skulle sammen med ca. 20 lokale skolebørn og os deltage i en tre dages lejr, som handlede om kulturudveksling.

Blinde og seende børn skulle lære af hinanden, bybørn og landbørn, thailandske og danske børn. Underliggende under det hele var, at Rai Soms statsløse børn skulle opleve, at det ikke altid er dem, der er de svageste og skal modtage hjælp, men at de også kan hjælpe andre, som er afhængige af dem (de blinde børn, som de skulle tage imod på deres hjemmebane og tage sig af i tre dage).

Pludselig var der masser af liv, larm og aktiviteter på hele projektområdet. Gæsterne rykkede ind med højt humør og smittende entusiasme og også med mad, gasblus, højtalere, materialer til aktiviteter, køkkengrej, spande og baljer og meget andet (som de senere efterlod som en donation til vores sted).

Der blev sunget, kokkereret, leget og danset, og vores humør steg gradvist som dagen gik.

Vi så de lokale børn tage opgaven som værter på sig med stor alvor, og vi så dem hjælpe både voksne og blinde børn med at komme på plads og finde rundt.

Ind imellem arbejdede børnene videre på at komme på plads i vores hus. Så da dagen var omme, var vi ved betydeligt bedre mod end aftenen før.

Da vi lå på vores nyindkøbte madrasser i mørket og i den infernalske larm fra frøer, cikader og hunde, reflekterede vi over den store forandring, der var sket med os på så kort tid. Modløsheden var væk, tvivlen om hele opholdet var blevet mindre (men var bestemt stadig til stede), og stoltheden over vores børns evne til at være åbne og dedikerede brændte i os.

Da jeg første dag mindede Anna om, at vi jo var på projektet på frivillig basis, og at det var en helt reel mulighed at tage derfra igen før tid og finde på noget andet at lave, sagde hun prompte “NEJ, mor, selvfølgelig skal vi da blive her. Det er jo det vigtigste formål med hele rejsen, det er det her, det handler om. Og vi skal nok få det til at blive godt”.