Det er fascinerende at observere vores evne til at tilpasse os forholdene under rejsen.

Vi har hurtigt vænnet os til at ‘bo i en rygsæk’ og flytte fra sted til sted.

Vi har vænnet os til kryb: frøer, firben, kakerlakker, græshopper, myrer og mus på værelser og badeværelser, hvor vi bor.

Kravene til de “hoteller”, vi bor på er dalet – vi bor uden problemer uden myggenet og air conditioning, med strøm få timer om dagen, meget lidt lys på værelset, intet varmt vand, numseskyller i stedet for toiletpapir, utætte hytter, hvor vasken er ved at falde ned, vandhanen hænger løst, der er muselort i sengene og hovedpuder og tæpper er jordslåede.

Den største tilpasning er dog sket i den uge, vi indtil videre har tilbragt på Rai Som School Project. Vi er gået fra at være modløse og skuffede den første dag til at holde af stedet og kalde det vores hjem.

Den første dag, kunne vi slet ikke se os selv bo og arbejde på stedet. Alt var vådt, beskidt og super primitivt. Vi var fremmede, forstod ikke sproget og følte os på ingen måde hjemme eller godt tilpas.

Nu har vi været tilbage i Chiang Mai i fire dage (fordi skolen er lukket pga. ferie), og børnene savner Rai Som og de mennesker, som bor der. De spørger hver dag, hvornår vi kan tage ‘hjem’ igen, og de kan næsten ikke vente.

Til at begynde med var det meget vigtigt for børnene at de kunne få hver deres værelse på Rai Som. Nu er de godt tilfredse med at have et myggenet og en madras hver, som de har indrettet som “værelser”.

Vi har endda vænnet os til at svede som bæster fra morgen til aften hver eneste dag.

Det næste, som jeg skal vænne mig til, er fugtigheden på Rai Som. At vores tøj aldrig bliver tørt, at sengene er fugtige om aftenen, når vi lægger os til at sove, og at papiret i min dagbog er lidt ekstra blødt på grund af fugten.