Lærerne på Raisom School prøver at give børnene de bedst mulige chancer for at leve et andet liv end deres forældre gør. Men ikke kun ved at give dem kompetencer, som måske kan gøre det muligt for dem at få andre jobs end de allerdårligste.
Skolen arbejder på at skabe kulturforandringer hos børnene. Børnene kommer fra kulturer, hvor forældre overlader børn til sig selv fra de er meget små. De forventes at klare sig selv fra de er ganske små, og der er ikke tradition for at give børnene særligt meget omsorg – hverken fysisk eller mentalt. Adspurgt kan lærer Top komme i tanker om 3-4 børn ud af 50, som får kram af deres forældre.
På skolen får børnehavebørnene klippet negle og alle børn får klippet håret, når de trænger til det. De voksne øser mad op til børnehavebørnene og tørrer deres næser, når de løber. På den måde viser lærerne, at det er de voksnes opgave at sørge for den slags – ikke børnenes.
Hver dag, inden alle børn kører hjem med busserne, får de et kram af lærerne og hvem der ellers er til stede af frivillige og praktikanter.
Skolen viser børnene, at man kan gøre tingene på en anden måde, end det bliver gjort i deres familier. Skolen dømmer ikke deres kultur og livsstil, og de forsøger ikke at ændre på forældrenes adfærd. Men de viser vejen til noget, de mener, kan inspirere og ruste eleverne til at skabe bedre vilkår for deres børn, når de en dag stifter familie.