Simong er 10 år og klassens sjove, frække dreng. Han er altid klar på spas og sætter et kæmpe, skævt smil op, hver gang man kigger på ham. Han elsker at posere for kameraet, og når klassen skal lave praktisk arbejde på projektet, sniger han sig væk og ligger i skjul i skyggen, så snart han ser sit snit til det.
Simong gemmer på en tragisk historie. Han havde en gang en bror. Men i en stofrus slog hans far broren ihjel – imens Simong så på.
I nogle af familierne er der en del både fysisk og psykisk vold. Der er problemer med alkohol og i enkelte familier også stoffer.
Raisom School har en politik om, at de ALDRIG slår børnene, og at de ikke nedgør dem eller kritiserer dem. De stiller krav til børnene, og de holder på disciplinen, men det bliver altid gjort med stor respekt for det enkelte barn.
Lærerne holder meget øje med børnenes trivsel og snakker med dem, hvis de virker nedtrykte eller på anden måde viser tegn på ikke at have det godt. Hvis de opdager problemer hos nogle af børnene, eller hvis et barn er fraværende i flere dage i træk, tager lærerne på hjemmebesøg og taler med forældrene.