Vi kan som Familie gøre meget lidt ved fattigdommen og uretfærdighederne herude. Det lugter umiskendeligt af næsten ingenting. Ligesom vi intet kan gøre ved klimakrisen, eller plastic svineri eller mange andre af de problemstillinger vi konfronteres med. Det skaber en enorm magtesløshed i mig som både far og menneske, når jeg har en samtale med Anna om plastic og hvad vi kan stille op. Hvilke forandringer vi kan gøre derhjemme der kan få den inspiration der er set herude til at blomstre i os “derhjemme”. Vi kan spare på vandet, tøjet, strømmen og transporten. Ingenting hvad vi gør betyder noget i det store billede. Denne håbløshed lurer i alt vi foretager os, og skeptikere har let ved at puste til ilden, min egen indre ditto i særdeleshed.

Skepsis i forskellige varianter

Skepsis kommer i forskellige kartoner, men smager lidt af det samme.

“Hvis ikke Kina gør noget, kan det være lige meget.”
jeg, og vi kan som individ ikke gøre noget ved de mange problemer vi konfronteres med. eller uendelig lidt ihverfald, og at løsningerne skal komme ovenfra. Denne skepsis kommer fra argumentet om at tingene skal løses på globalt plan, ellers nytter det jo ingenting. At hvis ikke kineserne ændrer livsstil, kan det jo være ligemeget hvad lille bitte mig gør, det betyder alligevel ikke noget.

“Er det nu optimalt?”
En skepsis der i bund og grund lyder “Får jeg nok ROI for min investering?”. Regnestykket lyder: Jeg bruger et vist kvantum tid og penge på at “hjælpe”, men hvad er egentlig den største faktuelle effekt jeg kan opnå for det jeg giver ud? Det er ikke en skepsis der lammer handling som udgangspunkt, men den kan hurtigt snige sig ind og forårsage lammelse, for der er altid en anden og måske mere effektiv måde at betragte regnestykket om hvordan man investerer sin tid bedst.

“er det nu det rigtige problem? Hvorfor lige dem? “
Der er virkelig mange vigtige ting i verden at bruge sin tid på, og hvorfor er det lige klimaet/fattigdom/hjemløshed/sult/statsløshed/etc vi “vælger” at bruge vores tid på? Hvorfor lige her, hvorfor lige dem?

Denne skepsis er ofte relevant at lytte til med et halvt øre. Det ER vigtigt at presse lokale og globale magthavere, inkl. Kina til at tage et ansvar. Det ER centralt at overveje om energien kan bruges bedre, og om problemet er et “problem worth Solving”. Men der er uendelig kort afstand fra at engagere en kritisk tænkning, til at gribes af håbløshed, eller kynisme iklædt egoisme, slå ud med armene og blot vente på at “nogen” gør noget.

Lige nu er jeg som en vandski-løber der jævnligt har røven i vandskorpen. Jeg snitter ofte overfladen kynismen, håbløsheden og velbehaget. Vi hjælper mere eller mere tilfældige børn, med et ok stort problem, et sted der mere er valgt ud fra dejligt klima og overkommelig pris end noget andet. Vi har med andre ord IKKE nogle særlige argumenter for vores indsats her. Det kunne være hvem hvem som helst og hvor som helst. Min erfaring er dog at det ikke er den egentlige pointe.

Pointen er, at blive stående. At holde fast. Ultimativt klamrer jeg mig ikke til effekten af mine handlinger. Der er næsten ingen. Det er derimod min værdighed som menneske jeg skal holde fast i. ingenting og alting betyder noget. jeg kan ikke gøre andet end at holde fast, med alt hvad jeg har. For hvis jeg ikke kan holde fast i mig selv, hvad så?

Mine børn oplever glimtvis bølgen af globale udfordringer skylle ind over dem, og dermed affyres også de forskellige skepsiskanoner. Jeg forestiller mig, at det er en af konsekvenserne af at lade dem erfare verdenen. “Men far, er der ikke andre der har det lige så slemt som vores børn?” “Men far, betyder det noget at vi samler skrald. Ham der ovre smider bare sit på stranden” “men far….”. Spørgsmålene eroderer kontinuerligt standhaftigheden med deres relevans. Og vi bygger hele tiden nye diger, skovler grænser op, og holder fast. Alt hvad vi kan. Lad mig bruge en anden Peter til at fortælle hvorfor.

Vi kommer aldrig ned fra scenen
Peter Bastian har en fin analogi i hans refleksion over musikken, menneskelig udvikling, og scenen, der er den ultimative musikalske forpligtigelse. I en samtale med hans spirituelle lærer fortæller han om hvordan han på scenen altid skal være skarp, skal vælge de rigtige ting, og at alting tæller. Hertil svarer hans lærer. “Så gå aldrig ned fra scenen”.

Sådan er det også med os. Alting tæller og ingenting tæller. Vores indsats effekt er uendelig lille, men vores handlinger er en del af et større system hvad enten vi vil det eller ej. Det er ikke en mulighed IKKE at være en del af noget eller nogen. Vi kan ikke, ikke deltage i forpligtende fællesskaber. Vi kan vælge at sætte os på sidelinjen og ikke forpligte os, men vi er stadig med i fællesskabet også selvom vi eroderer fællesskabet. Hvis vi ikke bygger op, river vi ned, hvis vi ikke vokser, er vi aktivt igang med at forfalde. Skal vi en anden vej er vi nød til at engagere os. Forpligtende fællesskaber udvikler sig ikke af sig selv, men ved at den enkelte forpligter sig, og andre (eventuelt) følger med. Vores handlinger er måske nok nærmest betydningsløse i det store billede i forhold til “effekt”, men af helt afgørende betydning i systemet af forpligtende fællesskaber. Som inspiration, opmuntring, forbilleder, bidrag. Hvis ikke handlingen er umagen værd, hvad er så?

Vores handlinger er efter min mening både afgørende for vores integritet og en ydre, fællesmenneskelig sammenhængskraft. Det er handlinger der holder modløsheden for døren, og håbets muskel stærkt. Vi er vores valg, men andre er også vores valg, eftersom vi er en del fællesskaber overalt hvor vi er, ultimativt det globale fællesskab. Vi smitter af, vi inspirerer, chokerer, påvirker, sviner, skuffer, skræmmer, alt afhængig af vores valg. “kultur forandring” er ikke noget stort, systemisk der sker oppe fra. Kultur forandring starter når et menneske gør noget anderledes, og handler. Måske kommer andre med. Måske bliver andre inspireret. Men det starter indefra.

Derfor betyder alt hvad vi gør ingenting og alting på en gang. Det er en livsbekræftende men også hård byrde når alle vores valg tæller. Når vi ikke kan lægge os under dynen og forsvinde. Men det er ikke desto mindre det der er tilfældet. Vi kommer aldrig ned fra scenen, om vi vil det eller ej.

Vi kan i vores lille eventyr mærke hvordan alting og ingenting betyder noget. I alle vores samtaler med venner og familie er inspiration et gennemgående ord. Mod er et andet. Vi bliver betragtet som modige. Jeg tillader mig at tro, at Vi inspirerer. Ikke Gretha Tunbergsk global bevægelse agtigt, men i vores nærmeste omgangskreds.
I forhold til de elever vi omgåes er vores “direkte” bidrag at lære dem engelsk og give nogle penge til denne lille flig af en problemstilling. Men det bedste vi gør, ifølge vores kollegaer her, er at vi er her. At vi kerer os. At vi vil dem. At vi vil noget ud over os selv. Det lyder både pompøst og lidt cremet, men det er ikke desto mindre det vi får fortalt. At vores tilstedeværelse viser ordentlighed, håb, handling, og mulighed.

modet til at stille op
Byrden af at “stå på scenen” er ikke altid rar, men vi kan ikke andet. Ikke det store mod men det stille mod. modet til at stille op, og bygge diger, uden fanfarer eller helteopgaver. At modstå kynismen og håbløsheden.
Karen Maries undervisning er et godt eksempel. hun deltager aktivt i undervisningen af børnene her, og løftet et kæmpe læs. Så stort at hun mangler når hun ikke er der. Der er behov for hende i fællesskabet, også selvom hun er træt, ikke har lyst eller ikke har en god dag. Karen Marie er modig, ikke blot fordi hun overskrider sin egen teenager-selvbevidsthed og stiller sig op på scenen. Men alene fordi hun møder op, uanset set hvordan hun har det. Hun agerer efter bedste evne i verden til trods for bevidstheden om, at vi ikke flytter bjerge, endsige en sten med vores individuelle handlinger.
Hun prøver alt hvad hun kan. Med alt hvad hun har. For hun kommer heller aldrig ned fra scenen. alting og ingenting betyder noget.